Bondegårdstur

En af de få fordele ved at være fyret er friheden til bare at sige ‘ja’, når børnehaven spørger, om jeg vil tage med rollingerne på bondegårdstur på en onsdag i maj. Det var derfor ikke med jubel, at jeg fandt ud af, at det styrtede ned udenfor, da vækkeuret ringede klokken 5:40.

Vi tog afsted med bus i morges klokken 9, og vi var tilbage klokken 14. Nicholas ligger og sover nu – han faldt i søvn på hjemturen, mens han holdt mig i hånden. Jeg lagde hans sæde lidt ned og gav ham sutten, og så gik der ikke længe, før øjnene klappede i.

Dagen har været fuld af oplevelser. Bare det at køre bus er simpelthen fantastisk. Godt nok var bussen ikke gul, men da han først havde brokket sig over det og så, at der var gule gardiner og masser at se på udenfor var det glemt igen. På sædet bagved sad hans bedste ven, og hele vejen til Smidstrup var de hinandens ekko: ‘Se koen!’ sagde den ene, ’se koen’ svarede den anden.

På Smidstrup Farmen startede vi med at hilse på kaniner og marsvin. Det var Nicholas ikke så interesseret i, men til gengæld var han den første, der meldte sig for at få en ridetur på koen. Da han så sad der, var det en helt anden snak, så skulle han ned, for koen var stor og farlig, sagde han og spærrede øjnene op i skræk. Han gik rundt om koen, og så nysgerrigt til, da bondemanden trak den i yveret og sprøjtede mælk ud. ‘Babser!’ sagde han begejstret og pegede.

Gederne var mere hans størrelse, og han gik hen og klappede deres tykke maver. ‘Baby’ sagde han og prikkede en af de tykkeste i vommen. Som tak blev han stanget i ryggen af geden. Den var nok bare tyk, ikke drægtig. Han sagde ‘moaar, sig noget til den, den skubber!’. Jeg forklarede ham, at han skal være forsigtig og kærlig. Geden så skeptisk på ham, da han lagde hovedet på skrå og kælent sagde ‘ae-ae’, mens han strøg den over snuden.

De høns og gæs, der modigt gik hen til ham, blev også klappet. Han var ved at trille bagover, da hanen galede ham lige ind i hovedet, han grinede begejstret og råbte ‘hør mor – kyky!’. ‘IGEN!’ brølede han til hanen, der hastigt pilede den anden vej.

Vi kiggede på smågrisene, og da bondemanden tog en skrigende smågris op, stivnede Nicholas af rædsel, og vi måtte gå over og gynge en rum tid, før han turde klappe smågrisen, som i mellemtiden var faldet til ro. Vi stod i en halv times tid og sludrede med de 3 små grise. Nicholas var helt syg med dem, og de virkede faktisk også interesserede i ham – de snusede til ham, puffede til ham og legede tagfat med hinanden. Og så brød hans verden sammen, da vi skulle med bussen hjem. Uden grisene.

Han plagede om at få dem med – eller bare ’en gis, mor, en lillebittebitte gis med hjem, moaaar?’ og så vrælede han, da jeg sagde nej. Et eller andet sted må man jo trække grænsen. Jeg vil ikke have flere grise ind på 4. sal der hjemme. Bare kald mig kedelig.

En af gederne fødte to gedekid, mens vi var der, så vi fik også lige æren af at se to vakkelvorne bittesmå gedekid trimle omkring. Nicholas var hverken interesseret eller imponeret, for han var optaget af sine grise.

Bondegårdsturen var en stor succes for Nicholas. Han har stadig svært ved at omstille sig og indordne sig. Han forstår ikke, at han skal stå i kø og vente til det er hans tur. Han eksploderer, når han skal vente, men jeg tog det i strakt arm. For en gangs skyld var der nemlig ingen bebrejdende blikke.

Pædagogerne kender ham jo, og de kender alt til hans måde at reagere på omstillinger på. Han mister overblikket, han mister kontrollen over situationen, han bliver usikker og reagerer med raseri og stritter imod med al magt. Han vil blive der hvor han er nu. Han vil selv bestemme, om han skal se får eller grise, samt hvornår. På det punkt er han lidt bagude i forhold til sine jævnaldrende, og det ved vi, der kender ham.

Det blev en skøn og hyggelig dag – også for mig. Jeg må indrømme, at jeg var noget bekymret ved tanken om en udflugt med Nicholas til et nyt og fremmed sted. Thomas Tog oplevelsen sidder stadig i mig, og jeg var egentlig nærmest overbevist om, at Nicholas ville få mere ud af bondegårdsturen uden mig. Men det var godt, jeg var med. Han var glad for, at jeg var med, og han var så sød og stor og modig. Han blev hysterisk et par gange, fordi vi skulle noget andet end det han havde sat sig i hovedet, men jeg fik ham på rette vej uden så mange ord, så det gik fint.

Hørte jeg regn i nat?

Jeg tror nok, at jeg hørte regn i nat, og nærmest i søvne mærkede jeg natten blive kold og klar, og jeg trak en bluse på med lange ærmer og trak Nicholas ind under dynen.

Var det det?

Sommeren. Efter sidste sommer bliver man jo lidt skeptisk, når grå regnvejrsskyer blokerer solen, varmen og sommeren. For nu ved vi på den hårde måde, at der ikke altid kommer sol efter regn. I hvert fald ikke lige efter regnen, men først op til et år efter.

Men det er okay, for jeg er alene hjemme, og jeg vil gøre rent, rydde op og være hausfrauisch. Det er rimelig tiltrængt, for selvom vi mest har været udenfor, så er der på magisk vis blevet rodet og beskidt indenfor.

På med skåneærmerne

Friskluftsforgiftning

Nicholas ligger og sover middagslur på 4. time, i mellemtiden har jeg fået ryddet op, gjort lidt rent og fået lagt tøj sammen.

Det er megalummert, helt overskyet, og det har regnet en lillebitte smule. Vi har brug for et ordentligt knald for at komme af med lummerheden! Her er hedt, fugtigt og lummert i lejligheden.

Gad godt have brugt dagen udenfor – for eksempel ved stranden. Men sådan kommer det ikke til at blive, fordi den lille syvsover stadig sover, og klokken nærmer sig 17:45.

I går var vi i Rørvig, hvor vi var på stranden. Nicholas elsker at være ved vandet, for han bliver aldrig træt af at kaste sten i vandet. I går blev Isefjorden endnu mere lavvandet.

Bagefter spiste vi middag hos morfar på terrassen. Nicholas spiste 2 1/2 tykke grillpølser fra slagteren, samt agurk, gulerødder, is og chokolade. Han pilede rundt, og jeg nød at se min far og ham finde hinanden.

Vi ser jo sjældent min far, fordi han bor så langt væk, så han har ikke samme nære forhold til Nicholas som Allans forældre har. Eller som min far har til min brors børn.

Jeg er vildt skuffet over det, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Min far har selv valgt Nicholas fra, og jeg må nok bare lære at nyde de få moments, de får sammen. Det er hårdt, men jeg glæder mig i stedet over, at Nicholas har sin farmor og bedstefar tæt på.

Nicholas sover stadig. Jeg har lige tjekket op på ham. Jeg strøg ham blidt over kinden, og han reagerede kun lidt på det i søvne.

Officielt mulighedssøgende

Jeg fik pludselig rimelig travlt her til morgen, for i en af mine mange mails fra fagforeningen stod der, at jeg skulle melde mig ledig. Nu. Det havde jeg egentlig først regnet med, at jeg skulle, når mit ansættelsesforhold udløber 31/8, men reglerne siger NU.

Når jeg tænker efter, så er det fuldstændig logisk, at det er sådan, for jeg er jo fritstillet, hvilket betyder, at jeg er arbejdsløs (med løn) og derfor er jeg forpligtet til at søge job med det samme. Jeg var bare ikke klar over, at jeg skulle ‘ind i systemet’, før jeg ikke længere får løn.

Som sagt så gjort. Nu er jeg officielt ledig. Not so cool, men sådan er det. Det var ikke bare det, for der stod så, at jeg skulle indsende ledighedsblanket og dagpengekort til a-kassen. Det har jeg så gjort. Altså, jeg har jo ikke indsendt dagpengekort, for jeg forventer jo stadig at få løn for de næste 3 måneder.

Og så er der blanketten til Lønmodtagernes Garantifond, som fagforeningen skal have tilsendt asap. Den har jeg også udfyldt, og jeg har fundet ansættelseskontrakt, lønsedler og anden dokumentation frem og lagt med.

Så er der banken. Jeg skal lige advare dem om, at jeg formentlig ikke får løn den 31/5, men at jeg har ansøgt om at få kompensation fra LG. Jeg håber sandelig, at det går stærkt med at få pengene.

Og så er der det CV, jeg skal lave og aktivere på JobNet.dk. Det er rimelig let at lave. Jeg har i forvejen mit CV på Jobindex, Stepstone, LinkedIn og flere andre sites.

Overbragt

Da vi kom hjem fra stranden i dag, lå der et brev til mig på entrégulvet. ‘Overbragt’ stod der på kuverten.

Det var en fyreseddel fra konkursboet, og dermed er jeg så blevet fyret to gange. Jeg blev fyret i januar, fik forlænget min ansættelse 3 måneder til ophør 31/8, og nu er jeg altså også blevet fyret, så jeg har sidste dag 31/8.

Det kom ikke bag på mig, så det har ikke ligefrem bragt panderynker frem. På en dag som denne er det fandme svært at bevare pessimismen!!

Eneste aber dabei er, at konkursboet ikke kan betale mig løn, så jeg skal have fat i fagforening og Lønmodtagernes Garantifond, men mon ikke det lykkes at få løn før eller siden?

Folkeskoleniveau?

Min søn er snart 3 år, og han er stadig glad for at putte en hånd ned på mit bryst. Det giver ham trøst, nærhed, tryghed og samhørighed, vil jeg tro. Det begyndte, mens jeg ammede ham, og da jeg afsluttede amningen, fortsatte han med det.

Vi har mødt flere, der kommenterer det nedsættende, når de ser ham gøre det. Mit svar er ‘bland dig udenom’. Jeg vil ikke forhindre ham i det, kun når det er i vejen for det, jeg laver. Han har et tryghedsbehov, og det dækker jeg. Ganske enkelt. Jeg ser ingen grund til at afvise ham endnu, selvom vi er ved at trappe ned på det.

Vores seng er nærmest også hans seng. Han sover meget ofte i vores seng, og det er helt fint. Han har tydeligvis behov for det, og vi synes, at det er okay. Jeg synes, at det er naturligt: jeg mener, at vi som forældre er sat i verden til at dække vore børns behov, og det er sådan set bare det vi gør på vores måde.

Det er humlen ved det. Måden. Vores. Din. Min. Vi gør det ikke på samme måde, og det er det, der gør moderskabet så spændende og udfordrende; at du kan gøre det på din måde. Du kan håndplukke det, du synes er rigtigt for dit barn, din familie og dig selv.

Men hvad sker der lige for konkurrencen? Den usympatiske jagt på at være den bedste mor og undervejs i den kappestrid jorde alle de andre, der gør det på en anden måde.

I skolen kappedes vi om at være den sødeste, pæneste, dygtigste og mest populære pige i klassen, derefter kappedes vi om mændene, i direkte forlængelse af det følger så kampen for at blive den bedste mor. Hvad med at slappe lidt af? Der findes ingen førsteplads og intet trofæ.

Kunne vi droppe de hævede øjenbryn, de spidse kommentarer, næserynken, fordømmelsen, bagtalelsen og de usagte bemærkninger og i stedet bare glædes over forskellighederne og nuancerne i moderskabet?

Jeg synes, at det må være fantastisk at amme sin 3-årige. Jeg synes også, at det er fantastisk ikke at amme min 3-årige. Jeg har truffet mine valg, og jeg prøver ikke at gokke andre mødre oveni nødden med mine valg og fravalg.

Bare fordi andre gør det på en anden måde, er det jo ikke en kritik af din måde at være mor på. Vi er ikke ens, gudfaderbevares – og det er okay ikke at være ens.

Indrømmet, det kan være virkelig svært for os kvinder at acceptere uenighed. Vi kommer fra en opdragelse, hvor vi piger skulle være stille, ordentlige og rette ind. Der blev slået hårdt ned på piger, der var rasmus modsat og larmede og skilte sig ud. Til gengæld blev dygtige og flittige piger skamrost og hyldet.

I venindegruppen var der fast hierarki, og alle prøvede vi at ligne hinanden. De der skilte sig ud blev kritiseret, nedgjort, mobbet og bagtalt.

Jeg er oplært til at søge harmoni i mine relationer, og jeg har lært, at uenighed var en skidt ting, som jeg skulle søge at udglatte og mægle. Jeg har lært hjemmefra og i skolen at sørge for at skabe harmoni, ro og enighed. Vi sad dreng-pige i skolen, så pigerne kunne holde styr på de vilde drenge og aflaste læreren.

Det følger mig, og derfor opfatter jeg stadig ubevidst uenighed som en trussel og som en skjult kritik af min måde at være på og gøre tingene på. Til dels derfor er jeg sårbar overfor blikkene, kommentarerne og den slet skjulte kritik.

Derfor ville det være rart, hvis vi kunne hæve os over folkeskoleniveau og i stedet bakke hinandens forskelligheder op. Måske kunne vi sætte vigtigere ting på dagsordenen frem for at diskutere det passende eller upassende i at amme børn på forskellige alderstrin. Bare måske.

NU føler jeg endelig, at jeg er født på den rette breddegrad!

Jeg elsker varme, og jeg drømmer ikke om regnvejr og kølige vinde.

Jeg elsker den stillestående varme luft i bilen, når den har stået længe i solen. Jeg elsker at mærke, hvordan varmen får alle porerne i min hud til at gispe og åbne sig.

Jeg elsker sol og sort tøj. Gerne med lycra, for så føles det sorte stof brændende mod huden under solen.

Jeg elsker at træne i varmen, til det føles som om mit ansigt er ved at eksplodere og sveden tapløber af mig. Jeg elsker at fryse i 30 graders varme, fordi jeg har trænet.

Jeg elsker sgu også, at jeg sover elendigt i varmen. Det er nok bare prisen for de mange dejlige D-vitaminer.

Jeg elsker det virkelig, for NU føler jeg endelig, at jeg er født på den rette breddegrad. SÅDAN her skulle det være hele sommerhalvåret HVERT år. NU føler jeg mig hjemme i Danmark. Jeg elsker hver en solstråle, hver en svedperle og hvert et ‘pyyyha’.

Brev

Jeg fik et brev fra en advokat i dag. Det er som om advokater bruger finere kuverter af en bedre og mere skarp hvid kvalitet end de rudekuverter, jeg normalt modtager.

Jeg skal ikke arbejde igen, medmindre jeg bliver kontaktet af konkursboet indenfor 14 dage fra i mandags.

Så stod jeg der. Mærkeligt. Tomt. Trist. Som at blive dumpet per brev. Meget tomt og virkelig underligt. Jeg er glad for mit job. Øh, jeg var glad for mit job. Datid, for det findes ikke mere.

Jeg var virkelig ked af at blive fyret, og jeg var glad for at få forlænget min ansættelse i 3 måneder, selv om det var lidt svært mentalt at omstille mig på, at jeg skulle være der alligevel i lidt tid endnu. Samtidig med at jeg søgte nyt job, håbede jeg jo også lidt på, at det ville komme til at gå bedre, så jeg kunne få mit job tilbage.

Jeg kan mærke, at der stadig er en del af mig, der overhovedet ikke kan forstå, at virksomheden ikke længere findes, og at mit ansvar, mine opgaver og mine deadlines bare er forduftet. Jeg har det faktisk lidt som om at jeg skal tilbage lige om lidt og skal kæmpe for at nå mine deadlines.

Det føles tomt og forkert at være hjemme, selv om jeg det meste af tiden har haft travlt. Faktisk har jeg haft alt for travlt til at arbejde (!). Jobsamtaler, udfylde blanketter i forbindelse med konkursen, personlighedstest, fodbehandling (fødselsdagsgave fra min veninde) og senere i dag med psykologaftale i forbindelse med Nicholas.

Intet nyt, er det godt nyt?

Jeg ved ikke, om jeg skal på arbejde i dag. Min chef ringer, når hun ved noget. Hun vidste intet klokken 8, og nu er klokken snart 10. Vi ved ingenting, og jeg kender ikke til at være ansat i en virksomhed, der gået konkurs, så jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg kan forvente, samt hvad mine pligter og rettigheder er.

På arbejde har jeg en masse deadlines senere på ugen; møder, planer for 2013, budgetlægning osv., men der er vel intet formål i at lægge en masse planer for næste år, når firmaet er gået konkurs? Det er bare så svært at slippe det helt, for hvis nu de ringer og siger ‘nu kører vi igen’, så er jeg seriøst i problemer!

En del af mig troede nok ikke rigtig på det, men nu er firmaets navn dukket op på Statstidende under konkurser, så nu er det officielt. Men hvad det helt konkret betyder for mig, ved jeg stadig ikke. Er det så bare det? Ikke mere arbejde der? Slut-prut?

Nå men, jeg kunne jo ikke bare sidde og trille tommelfingre, mens jeg ventede. Jeg ringede til fagforeningen for lige at høre, om der er noget, jeg skal gøre eller forberede mig på. Det var virkelig en god idé, jeg fik dér, for så fik jeg klarhed – og travlt!

Det viser sig, at jeg er suspenderet, men jeg kan blive kaldt på arbejde indenfor 14 dage fra i går. Hvis jeg bliver kaldt på arbejde, skal jeg bede om en bankgaranti for min løn (!), for LG dækker ikke lønnen, hvis jeg arbejder for et konkursbo. Meget rart at vide!! Jeg fik desuden diverse blanketter tilsendt, som jeg skal udfylde til Lønmodtagernes Garantifond sammen med lønsedler etc.

Det er virkelig noget rod det her.

Ingenmandsland

Mandag var en virkelig underlig dag. Solen skinnede, og jeg nød virkelig at køre gennem Frederiksdal på vej til arbejde. Der var så ufattelig smukt med sol, lysegrønne blade og den blå blå Furesø.

Nicholas var glad og let at aflevere. Han skubbede mig ud af døren og sagde ‘gå så, mor’ – det er det bedste farvel en mor kan få

Men så ramte jeg køen. Der var kommet et nyt lyskryds, som åbenbart var i udu og kun lod enkelte biler over ad gangen, så jeg sad i kø i solen med høj musik i 50 minutter. Humøret holdt, bilen holdt, og der var musik og sol til hver en meter på den varme asfalt.

Jeg var på vej ind af døren 9:05, da jeg fik at vide af en kollega, der også havde siddet i kø, at der var informationsmøde i kantinen klokken 9.

Jeg listede ind og hørte en fremmed kvinde tale om ‘Lønmodtagernes Garantifond’ og hvordan vi skal forholde os. Mødet sluttede lige efter. Ud fra de få informationer vidste jeg jo godt, hvad der var sket. Shit, altså!

Vi skulle skrive vore telefonnumre på en liste, og så ville vi få besked på i løbet af formiddagen, om vi kan gå hjem eller om der er behov for os.

Ingen af os vidste om vi skulle grine eller græde. De fleste af os grinede forsigtigt og forlegent, selvom ingen af syntes, at der var noget at grine af. Men hvad skal man gøre?

Pludselig føltes det trygt allerede at have en fyreseddel og alligevel kun skulle være her på lånt tid. Mit chok ligger bag mig, men mine kollegers chok er lige nu og her. De skal alle igennem det, jeg har været igennem de seneste 3 måneder. Jeg har tyvstartet, om man kan sige det sådan.

Selvom jeg er blevet stemt hjem for 3 måneder siden, så er det jo ikke en skæbne, jeg ønsker for min arbejdsplads og mine kolleger. Jeg vil sådan ønske, at det kan undgås. Jeg håber virkelig på, at den gode fe eller en eller anden anden kommer forbi og redder alle arbejdspladserne.

Mors iPad

Jeg fik en iPad, da jeg blev 40 år. Det er snart 3 måneder siden, og jeg kan helt ærligt sige, at mit liv begyndte, da jeg fik den. Lille overdrivelse, men alligevel!

Jeg vidste godt, at det ville være stort, men hvor stort … I had no idea!

Hvor man kan komme galt afsted med en pc, og hvor en pc kræver uddannelse i hvordan man bruger den, så er iPad’en bare nem og intuitiv. Pc’en er besværlig, man kan komme til at slette programmer, man skal vente og kunne kende til besværlige ‘genveje’ på tastaturet.

Jeg har aldrig helt forstået at det kaldes genveje. En genvej er noget, der er let, men hvad er let og logisk ved control-alt-delete?

Da jeg første gang så en iPad var det i hænderne på min søn på 2 år. Han var uimponeret og trykkede frygtløs på de ikoner, han havde lyst til. Jeg var mere ‘nej, pas nu på’. Han gik i gang med at lege uden videre forklaring. Først det ene spil, så det andet.

Sæt ham foran en computer, og resultatet er sur dreng. Han trykker og slår på skærmen og basker til tastaturet. Musen får en flyvetur. Og han kommer ingen vegne, han får åbnet en masse vinduer med tekst i, der bliver slettet en mail eller ti, hvorefter han mister interessen.

Det er sket, at han er blevet så gal at han kaster den bærbare på gulvet. Den overlevede mirakuløst, kan jeg tilføje.

iPad’en er derfor ikke bare min, men også hans. Ved godt, at det er dyrt legetøj, men jeg tror, at det er vigtigt, at han får hardware mellem hænderne og begynder at lege-lære allerede nu, hvor han er 2 1/2 år gammel.

Mens han og jeg lærer, deler vi med dig. Følg med på vores færd i iPad-land!

Vandmelon & varme kinder

Vi startede dagen med at tage på loppemarked i Holte. Det var en succes, og nu har Nicholas i hvert fald den lækreste flyverdragt i skabet. En armygrøn Ver de Terre med pelskrave, som jeg fik for 300 kroner. Han fik også comboybukser, GAP fløjsbukser, en Hilfiger fleece cardigan, to biler og nogle t-shirts. Jeg fik et tørklæde i silke i friske forårsfarver.

Bagefter tog Nicholas og jeg til Bistrup og gik en tur rundt om Nonnesøen. Det tog et par timer, fordi alle grene og sten på vores vej blev kastet i søen med stor omhu. Vi så en ko, der sked, og en hel masse ænder. Nicholas blev bedste venner med en 14 uger gammel hvalp, som han sagde ‘sit’ til – hvorefter han kastede en pind i søen. Den satte sig ikke ned en eneste gang på hans befaling

På legepladsen sad vi i solen og delte en pakke med vandmelon og en saftevandsbrik. Nicholas rutschede et par ture, og så gik vi ned til søen igen og kastede med sten. Hna landede på numsen i mudderet, og han havde jord i ansigtet, på hænder og på numsen. Hans kinder var røde, og hans øjne lyste glad. Han var ikke til at slæbe med hjem, men  da vi sad i bilen, gabte vi begge, og han sagde ‘vi er træt!’

Nu ligger han og sover, klokken er 17:25, og jeg vil gå ind og vække ham lige så stille.

Efterår?

Se fiskerne!

En fridag. En dag fuld af muligheder her midt i foråret. På papiret virkelig skønt, og fuld af muligheder for udendørs forårshygge med mand og barn.

Hvis bare ikke vejret mest af alt minder om noget, der er normalt i november. Regn, blæst, kulde … Vi havde talt om Zoo, Frilandsmuseet, Tivoli, Bakken, Dyrehaven …

Danmarks Akvarie. Det må være lige noget på en efterårsdag. Og så kan man klappe fisk fra 10:30. Super. Nicholas var straks med på ideerne og sang glad ‘Se fiskerne! Se fiskerne!’.

Afsted kom vi, og det var vi ikke ene om. Der var kø helt udenfor, selvom der ikke var særlig mange mennesker. Der var nemlig kun en kasse at betale ved. Nicholas glædede sig, og han var utålmodig, og han forsøgte at springe over i køen og snige sig ind. Vi stoppede ham, og han knaldede helt ud.

Mens jeg betalte, skreg han op og forsøgte at løbe væk. Han slog og sparkede og skreg i vilden sky, og vores humør sank med det samme.

Det var glimtvis hyggeligt, og Nicholas var interesseret i fiskene, men det er bare ikke børnevenligt indrettet. Akvarierne sad alt for højt oppe til, at han kunne komme tæt på fiskene, men jeg løftede ham op ved hvert akvarie.

Han jublede, da han så Nemo og Marlin, og han blev bange for den elektriske ål, den store blæksprutte og den japanske gigant krabbe.

Det der var allermest nedtur var, at der alligevel ikke var mulighed for at klappe fisk eller kæle for krabber, som der stod på hjemmesiden. Den aktivitet var lukket (!), selvom der stod, at den åbnede klokken 10:30 på et skilt.

Så efter en times tid stod vi igen udenfor. Vi voksne var rimelig skuffede – 100 kr pr voksen næse føltes som optrækkeri for den oplevelse, men Nicholas var glad. Særligt for sin nye røde ballon.

Han fik sig nemlig en rød ballon, da vi var på vej ud. Han blev helt panisk over lyden, da den blev pustet op, men den røde ballon svæver over hans seng, hvor han ligger og sover til middag.

Tid til liv i udkantsdanmark?

I dag søndag var vi til frokost hos min far. Han bor i Rørvig, og der er 115 km derop. På vej derop kører vi ad landevejen, som snor sig gennem små flækker med gamle faldefærdige huse med beskidte blondegardiner i vinduerne og ramponerede gamle biler i carportene.

Sådan har der altid set ud, så længe jeg kan huske tilbage, men når vi så først kom til Rørvig var der masser af liv og glade dage. Der var diskoteker, mole-ræs, døgneren, bageren, tanken, ishuset, kiosken, aviskiosken, kroen, slagteren, cykelhandleren, blomsterbutikken, hele tre købmænd plus det løse.

Det har ændret sig, for her er et billede af Rørvig downtown, som står i skærende kontrast til Odsherreds nye slogan ‘Tid til liv’. Nu er det bare dødt. Det ser i hvert fald dødt ud.

Vi fortsatte ned på havnen, hvor vi kastede sten i vandet og spiste en Hansen is. Havnen var hyggelig som altid; der var liv ved ishuset og ved fiskeburgeren. Glæder mig til at komme tilbage og fange krabber med Nicholas

Når mors dag gør ondt

Alle har så travlt med at finde på noget til deres mødre, men min mor er død, så mors dag kan jeg nærmest lige så godt springe over. Jeg kan selvfølgelig godt tage på kirkegården med en buket blomster, men jeg har ikke nogen glad mor, der giver mig et kram og ryster på hovedet og siger, at det er for åndssvagt at bruge penge på blomster til hende.

Når jeg lægger blomster på min mors grav, siger hun ingenting. Der er ingen glad protest, ingen glæde, ingen overraskelse, bare en grav. Jeg får ikke et kram af hende. Det har jeg ikke fået i 12 år, og jeg har savnet det lige siden. I dag sætter jeg en lille vase med lilla liljekonvaller til hende ved hendes grav og tænker mig til dét kram.

Ironisk er det, at noget man slår hen som pjat, når man har en mor, går hen og bliver betydningsfuldt, når man ikke længere har en mor.

Nicholas er for lille til at købe blomster, og jeg har det på samme måde som min mor – det skal han ikke spilde penge på, men jeg vil ikke afvise ham eller sige til ham, at det er pjat, for en dag vil han savne at have muligheden for at gøre det.

Allan er kørt efter morgenmad til både mig og hans egen mor. Så sødt!

Og Nicholas plukkede en mælkebøtte til mig senere på dagen

Hvor bliver det forår af?

Det var rart med en helt traditionel lørdag morgen med morgenkaffe hos Allans forældre, før vi tog ud og handlede til næste uges madplan.

Nicholas blev lagt til middagslur for 2 1/2 time siden, og han sover stadig. Han sov også 3 timers middagslur i går i børnehaven, og han har virket lidt ekstra træt de senste par dage, så jeg lader ham sove og underholder mig selv med stængerne oppe i sofaen.

Jeg har spist en pose Ugler og er i gang med en kop hvid cappuccino. Og ikke et ord om nogen kur At spise slik og drikke varm hvid cappuccino er nærmest det eneste fornuftige, man kan lave i det møgvejr. Det både regner og er koldt. Det er faktisk så koldt, at jeg ikke nænner at sætte forårsblomster ud på altanen. Men nu stormer det da i det mindste ikke længere!

Den hvide cappuccino er noget pjatkaffe, som jeg har købt i ret store mængder, da vi var i Tyskland. Faktisk købte jeg et kilo pulver. Men hvis man ikke har smagt det, så ved man heller ikke, hvad man går glip af.

Efter min mening er det helt klart værd at slæbe sig en pukkel til for den smag! Hvid cremet cappuccino med en snert af hvid chokoladesmag. Mums, jeg elsker hvid chokolade.

Ud af mit værelse, mor!

Jeg skiftede ble på Nicholas her til aften, og han gad sgu ikke rigtig. Han ville lege, ikke have ny ble på og slet ikke have nattøj på, så han fortalte både Allan og jeg, at vi skulle ‘hoppe i en gulvspand’. Og det skulle så være en blå gulvspand!

Og så sagde han ‘Gå ud af mit værelse, mor … Gå UD! NU!’ og pegede på døren.

Jeg havde ikke forventet at høre den bemærkning fra ham før om en 11-12 år.

Tilbage på sporet

Her til aften var jeg til træning for første gang i 14 dage. Jeg snuppede 45 minutter på cross traineren. Pyyyha! Jeg kan godt mærke, at jeg har holdt pause!

Det har været 2 ugers skørlevned med et helt vanvittigt skema, inkluderende bl.a. en tur til London og en tur til Fyn. Der har været kager, god mad, snacks, mange vanilla latter, slik plus det løse.

Jeg forventede faktisk et smertensskrig fra badevægten, men den tog det nu meget pænt og kvitterede med et 80,5 kilo. Uha da, jeg har taget et halvt kilo på. Jeg har simpelthen ikke gjort det godt nok. Jeg burde have spist meget mere!

En dag med Thomas – eller en dag i helvede

I lørdags var vi i Odense til ‘En dag med Thomas’ på Jernbanemuseet. Vi havde preppet Nicholas grundigt hjemmefra i ugen op til, så han var forberedt, og han glædede sig.

Vi glædede os også og var overhovedet ikke forberedte på, hvor rædselsfuldt det ville blive. Arrangementet var perfekt. Der var ikke vildt mange mennesker, og der var mange forskellige aktiviteter i børnehøjde, så selve arrangementet var supergodt, men det var absolut ikke noget for Nicholas.

Han skreg allerede inden vi kom ind på museet. Han var helt ude af den, og han løb væk fra os på vej fra parkeringspladsen og over til museet. Han lystrede overhovedet ikke, og han skreg, når vi stoppede ham. Han slog, sparkede og skreg ‘av av av’ og ‘hjælp hjælp hjælp’.

Allerede der skulle vi have kapituleret og være taget hjem, for det var doomed til fiasko allerede fra starten. Vi skiftevis forsøgte at trøste ham, skælde ham ud og så ellers slæbe ham skrigende og sparkende med. Intet virkede. Det bidrog bare til endnu mere skrigeri. Han benyttede ethvert ubevogtet sekund til at løbe sin vej.

Han ville gerne prøve mini-toget, så vi stillede os i kø. Det var ikke nogen lang kø, men det føltes som 130 år, før det var vores tur. Nicholas stak af et par gange, så jeg måtte efter ham, og han masede sig frem i køens, så jeg måtte undskylde og puffe mig frem for at fange ham, før han løb ud på skinnerne.

Vi stod af toget, og han løb ind på museet og forsvandt bag togene, der var udstillet. Jeg fandt ham inde i et tog, hvor han hoppede op og ned på et fint plyssæde. Vi gik ud, og han fandt et modeltog, der kørte rundt. Så stod vi der, og jeg pustede ud og spiste et par panodiler, for mit hoved var ved at eksplodere.

Vi var afsted sammen med gode venner, som havde deres jævnaldrende søn. Selvom Allan og jeg var fuldt beskæftigede med at holde styr på vores afkom, kunne jeg godt se, at de havde en hyggelig dag med deres søn, som bare så ud til at nyde det hele.

Da vi gik ud for at se Thomas Tog i fuld størrelse gik Nichoals helt amok, fordi toget larmede og dampede. Han skreg, slog og sparkede og flygtede ind på museet igen. Jeg løb efter ham. Han var rasende og skreg ‘væk, mor, væk, hjælp, hjælp’ og ‘av, mor, av, mor’.

Vi nød ingenting. Hverken Nicholas eller os. Det var skænd, råben og løben efter Nicholas. Da jeg stod i kø og var ved at bestille mad, bad jeg ham blive hos mig. Og så var han væk. Jeg havde lige bestilt og stod med drikkevarer i favnen.

Jeg smed dem og mit dankort og løb efter Nicholas. Det gik op for mig, at jeg end ikke kunne huske hvilket tøj han havde på, så jeg ville ikke kunne beskrive ham for politiet! Allan fangede ham heldigvis i den anden ende af museet, og han fik en skideballe, fordi vi var blevet så forskrækkede.

Vi gik tilbage for at spise, jeg stod og betalte, og så var han væk igen. Denne gang kom han dog ikke langt, men jeg var ved at sætte mig til at tude. Jeg kunne ikke mere. Jeg rystede over det hele.

Jeg er jo ikke blind. Sammenlignet med alle de andre børn, så var Nicholas totalt afvigende. Vi kan ikke sidde ned og spise. Vi kan ikke gå rundt sammen. Vi kan ikke have det sjovt sammen. Det var så rædselsfuldt, og jeg skammede mig bare sådan.

Vi fandt en flig af fred og ro i legerummet, hvor der var brio baner over det hele, men selv der var han konfrontationssøgende eller forsøgte at stikke af.

Det er jo bl.a. mig som mor, der burde vide, hvad der foregår med min søn, men jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg havde forestillet mig, at han ville have syntes, at det var alletiders med Thomas Tog, men han hadede åbenbart hvert eneste sekund. Det havde jeg ikke forudset.

Nu er det en uge senere, og jeg kan se flere ting, som jeg føler, at jeg burde have indset på forhånd: for eksempel havde han undværet mig fra tirsdag aften til fredag morgen, hvor vi så skulle pakke og afsted til Fyn, hvor vi skulle sove et fremmed sted og være tæt sammen med hans ven og hans forældre.

Det er rigtig meget nyt og utrygt og anderledes på en gang. Det er åbenbart nok til at vælte ham. Jeg ved godt, han ikke er god til uforudsigelighed, men er en lille rutinenørd. Jeg føler, at jeg burde have forudset, at der kunne opstå problemer.

Han kan ikke omstille sig, og han reagerer ekstremt kraftigt, når han ikke selv kan bestemme, og vi kan ikke nå ind til ham eller aflede ham. Vi prøver at forstå, prøver at føje ham, prøver at trøste, prøver at lade ham være, prøver at tvinge ham med, prøver at skælde ham ud – men intet virker. Vi kan ikke nå ham, når han har det sådan.

Det er dræbende, stressende og ikke mindst vildt skræmmende, for vi ikke kan nå ham, og fordi vi faktisk ikke kan kende ham. Det værste er, at vi heller ikke kan se på vores venners børn, at de reagerer så kraftigt på forandringer, så vi føler, at det er os, der er dårlige forældre, som gør noget galt.

Det føles som om andre familier er et sammentømret team, mens vi overhovedet ikke kan holde styr på vores søn. Det er så ufedt at blive blussende rød af skam og stå med tårer i øjnene overfor fremmede mennesker, når min søn knalder fuldstændig ud uden at jeg kan gøre noget for at stoppe det.

Da vi sad i bilen efter to timer i helvede, forlod al energi min krop, og jeg ved, at Allan havde det på samme måde. Jeg fik også råbt og snerret af ham under al stresset med at holde styr på Nicholas.

Jeg skammede mig sådan over det cirkus, vi havde udsat vores venner for. Hvad mon de ikke tror om os? Samtidig er jeg ked af, at de skulle opleve Nicholas sådan, for han er sådan en sød, fin, følsom, klog og opmærksom dreng, når ikke det går galt.