Dagen derpå

Efter en helt fantastisk fødselsdag sidder jeg i sofaen og tænker, at jeg godt gad blive 40 igen. Dagen startede med, at jeg blev vågnede, fordi Nicholas puffede til mig. Han var frisk og ville op. ‘Lave grød’ sagde han til Allan, som så blev sparket ud af sengen.

Da han kom ind i stuen og så flagene og ballonerne, sagde han ‘Wow!’ igen og igen – ‘mange flager!’.

Allan kørte efter morgenbrød, og jeg sd og hørte ‘Se min kjole’ med Nicholas, mens han guffede havregrød i sig. Pludselig stod farmor og bedstefar i døren. Nicholas fløj ud i gangen og ‘mor har føssedag!’. Surprise!! Gæster til fødselsdagsmorgenbord, det havde jeg slet ikke set komme!

Det ringede på døren, og mine to bedste veninder kom også for at fejre moi! Det var så hyggeligt, og jeg fik sådan nogle fantastiske gaver! Særlig en, som jeg slet ikke havde tænkt på, at jeg kunne skrive på min ønskeseddel, fordi det var så stor en ting. Eller lille er den egentlig.

Ved 9:30 tiden afleverede jeg Nicholas. Han var knust, og det var så svært for mig at gå fra ham. Han klyngede sig til mig og slog og sparkede, og jeg nærmest løb smilende ud af døren med blødende hjerte.

Allan og jeg var på Restaurant Sletten i Sletten Havn. Vejret skiftede fra gråt til smukt klart lunt solskinsvejr, mens vi kørte derop. Maden var fænomenal. Jeg valgte følgende retter:

- Baerii caviar med yellow fin tun, avocado & puffede vilde ris

- Saltet foie gras med syltet æble, hasselnødder & merian

- Varm hvid chokolade, blåbær sorbet, rå lakrids marengs og tør karamel

Det viste sig, at jeg havde valgt helt rigtigt. Alle tre retter var fænomenale, men særligt foie gras’en var enestående. Jeg har aldrig smagt noget så fantastisk. Det gik op i en højere enhed med papirtynde æbleskiver, syrlige lysegrøn æblemousse (var det vel nærmest), fed saltet foie gras med knasende sprøde nødder og bitte små friske merian blade, der nærmest eksploderede i munden.

Vi drak en kop kaffe til desserten, og så fulgte der lige to hvide macarons med ganache on the side. Hvis man ikke lige skulle være helt mæt.

Vi var godt mætte, da vi stod i den milde forårsluft og kiggede ud over Øresund, der blinkede i solen. Vi kørte hjem, og jeg hentede Nicholas lidt tidligt, så vi kunne kigge på tog og spise en bolle og hygge inden aftensmaden.

På vej over til toget, var der en bil, der dyttede – det var min chef, der var på vej hjem til os for personligt at give mig en buket blomster.

Nicholas og jeg gik over og så på tog. Han var så glad – han havde mig i den ene hånd og sin kuglelabyrint i den anden hånd. Bagefter gik vi hjem, og jeg smurte en bolle til ham. Til aften diskede Allan op med sushi, og så var den dag forbi.

Næsten, for ingen god dag uden træning, så jeg gav den en over nakken på cross traineren i 45 minutter. Mine ben var som bly, men jeg klarede mig igennem

Hurra for mig!

Farvel til fødselsdagskort?

Jeg bliver 40 år på tirsdag, og jeg glæder mig faktisk. Jeg synes altid, at fødselsdage er dejlige og særlige. Nicholas snakker allerede om, at mor snart har fødselsdag, og hver aften når jeg synger godnatsange for ham, beder han om at synge ‘føssang for moar’. Han glæder sig vist!

40 år – det skal helt klart fejres. Jeg har downloadet vimpler til to guirlander her, jeg har købt servietter og serpentiner. Jeg har taget fri fra arbejde, og jeg har bestilt bord til frokost på Sletten til Allan og jeg. Så det skal nok blive en god dag på trods!

Men en ting er jeg ikke selv herre over. Fødselsdagshilsnerne. I vore moderne tidsalder er 2 linier på facebook nok, og fra nære venner suppleres disse 2 linier med en sms med standardindhold – fx en bamse med et flag.

Sidste år var det kun min far og min svigermor, der ringede og ønskede mig tillykke, og det eneste fødselsdagskort, der ventede i postkassen var et fødselsdagskort fra Noa Noa.

Det ville så være fedt, hvis jeg var typen, der selv skriver fødselsdagskort til alle i omgangskredsen. Men det gør jeg ikke. Jeg er også blevet ‘moderne’. Eller måske snarere overfladisk. For det er nok det det er, når man ikke lige kan afse tid til at ringe eller skrive en personlig hilsen.

Det er i hvert fald dårlig planlægning. Det erkender jeg fuldt ud. Og det ville ellers være nemt nok, for det er jo bare om at sætte en reminder i kalenderen to dage før, og så få sendt de fødselsdagskort. Man kunne jo købe en hel flok fødselsdagskort til hele året. Frimærker kan man få på sms. Men det drukner, og det er jeg ked af.

Det er det samme med julekort. Vi får trykt julekort hvert år, og vi sender cirka 30 julekort afsted til familie og venner med en personlig julehilsen i. Vi får tilsendt en håndfuld julekort lige fra et old school julekort med en kirke med sne på til smukke billeder af vore venner og deres familie. Det elsker vi.

Hele julen står julekortene på vores reol og minder os om vores venner og familie. Vi gemmer julekortene sammen med vores julepynt, og så ser vi på dem, når julepynten kommer frem året efter.

Men for hvert år der går, får vi færre og færre julekort. Julehilsnerne forsvinder måske snart, fødselsdagshilsnerne er forsvundet. Jeg er stensikkert gammeldags, når jeg siger, at jeg savner at få et fødselsdagskort. Det må gerne være grimt og banalt, for det er tanken, der tæller.

Det var altså hyggeligt i gamle dage at få fødselsdagskort fra venner og familie. Det savner jeg. Men jeg er også gammel. Snart 40 år, og måske en dag vænner jeg mig til at få alle mine fødselsdagshilsener på facebook, hvor alle kan læse med. Det er bare ikke det samme. Bare kald mig gammeldaws!

Det har jeg tænkt meget over de seneste år, men efter i fredags er det blevet meget mere aktuelt, og nu har jeg taget tingene i min egen hånd. Jeg har faktisk skrevet på facebook eller måske snarere tigget mine venner om at få fødselsdagskort tilsendt. Det er både en patetisk og mærkelig ting at gøre, og det føltes heller ikke særlig fedt at gøre det, men efter i fredags har jeg på en eller anden måde brug for, at nogen af mine venner, familie og bekendte husker mig og gider at sende mig en hilsen. For jeg føler mig så kasseret efter i fredags.

Hurlumhej

Midt i al hurlumhejet glemte jeg at nævne (og fejre), at jeg har tabt mig næsten 1 kilo til, så jeg er oppe på at have tabt næsten 5 kilo nu. Nålen var næsten nede på 84 kilo. Jubii!

Men det holder hårdt, for med sådan en fyreseddel i nakken har jeg lyst til at æde mig totalt ned i slik og chokolade. Min første tanke da jeg kom hjem i går var – så kan det også bare være lige meget! Jeg har lyst til det helt store trøsteædegilde. Det skal jeg virkelig passe på ikke at give efter for.

Det er først nu, at min jernvilje for alvor bliver testet, for nu starter rutschebaneturen for alvor. Op og ned. Fra spænding til skuffelse til spænding og håb igen. Det er sindssygt hårdt, men jeg vil ikke sætte min kur over styr på det her. Jeg vil holde fast, nu hvor jeg er kommet så godt i gang.

Når man sover, tænker man ikke …

Jeg sov så godt i nat, og jeg vågnede lørdag morgen klokken 5:30 ved, at Nicholas listede sig op i sengen til mig. Vi krammede og lagde os til rette for at sove videre. Alt var så dejligt. Så kom jeg i tanker om, at jeg er blevet fyret. Selvom jeg var træt, så lå jeg og kiggede ud i mørket med vidt åbne øjne. Jeg kunne ikke sove mere, for min hjerne var allerede i gang med at tænke, planlægge og komme videre.

Vi startede som altid lørdagen med at hente morgenbrød og tage over til farmor og bedstefar. Nicholas var i topform. Han var superglad og sød. Bagefter tog vi ud og handlede. Som altid i Netto. Vi fik købt ind til en hel uge for 450 kroner. Engang var en lørdag ikke en god lørdag, hvis jeg ikke havde brugt samme beløb gange 2-3 stykker på tøj, sko og tasker. Rimelig overfladisk, og det gjorde mig ikke engang glad. Måske lige i 5 minutter. Tankevækkende.

I aften skal vi lave Buddy Valastro’s Ragu Bolognese. Der bliver rigeligt til i morgen. Jeg glæder mig ekstremt meget til at smage det – det så knaldlækkert ud i programmet. Det skal simre i 2½ time. Præcis som i Italien og langt fra den bolo, man normalt knalder sammen på ½ time i Danmark.

Nicholas og jeg gik ind og sov middagslur ved 12:45-tiden, og jeg sov sødt til Allan vækkede mig klokken 14:30. Vi listede ud, og Nicholas sov videre i min seng. Så snart jeg vågnede, strejfede tanken om at være fyret mig igen. Skal jeg gå rundt med den tanke i baghovedet i alle mine vågne timer? Jeg tænker og tænker og planlægger og planlægger for at få det til at gå væk. Men det går jo ikke væk. Jeg skal have opdateret CV og søge nogle jobs snarest ellers bliver jeg da helt skør i bolden.

Da Nicholas vågnede gik han og jeg på legepladsen og kastede med bold, legede gemmeleg og gyngede en times tid. Vejret var mildt og solen skinnede. Jeg har tidligere udtalt mig om foråret, og det gør jeg ikke mere. Vi fik et ordentligt læs sne et par dage efter. Men mon ikke … ?

By the way … Behøver jeg at nævne, at Bolo aldrig bliver det samme efter vi har prøvet Buddy Valastros opskrift?

Må jeg godt bytte gaven?

Jeg har den største lyst til bare at gemme mig under dynen med Allan og Nicholas – eller råbe ‘pik’ og skride. Allerede i dag fik jeg nemlig min fødselsdagsgave fra min chef. Det er ulempen ved at have fødselsdag sidst på måneden.

Fyrre og fyret. Super. Det er til at tude over, og det er nøjagtig det, jeg gør. I dag. Jeg vender stærkt tilbage en anden dag og starter forfra på jobsøgningen. Det var ikke lige det, jeg drømte om, at jeg skulle foretage mig. Jeg havde bare glædet mig til at fejre min fødselsdag i næste uge. Jeg føler bare, at det er gået i vasken nu.

Det skal nok blive en god dag, men jeg er ked af det, og jeg er bekymret for om jeg kan nå at finde et job på 3 måneder. Et hurtigt kig på diverse jobsider er virkelig deprimerende, og det droppede jeg hurtigt at kigge mere på. Må blive når jeg er blevet 40. Indtil da vil jeg lade som om alt er normalt. Fuck noget lort!

Svær morgen

Vi havde en god, langsom og hyggelig morgen, hvor Nicholas fik set Dora delvist sammen med mig. Vi sang alle tre ‘Se min kjole’ utallige gange hen over morgenbordet. Han fik lov at pjaske med vand på badeværelset, og vi skraldgrinede og hyggede os, mens jeg gav ham frisk hale og tøj på.

Han ville have sin kuglelabyrint med, og da det er legetøjsfredag fik han selvfølgelig lov. Han strittede imod og græd, da jeg gav ham flyverdragt på og sagde ‘dumme børnehave’, men jeg fik beroliget ham. Han var glad, da vi gik ned – han spiste æble og holdt sin kuglelabyrint i den anden hånd.

Da vi kom ind i børnehaven, ville han ingenting. Han satte sig apatisk i sofaen og lod mig tage overtøjet af, støvlerne og give ham hjemmesko på. Og så gav han sig pludselig til at græde helt stille og krummede sig sammen til en lille kugle og gemte ansigtet i mit skød. Jeg aede ham over håret og lovede ham en sjov dag. Han var helt knust, han kastede sit æble fra sig og løb ud og vaskede sine hænder.

Vi gik ind til de andre på stuen, og jeg sad lidt med ham, indtil jeg gav ham til en af pædagogerne. Han skreg og slog og sparkede, og jeg skyndte mig ud.

Jeg havde glemt hans sut, så jeg skyndte mig hjem efter den. Jeg lagde den i en lille pose og var på vej til at stikke den ind gennem vinduet, da jeg så, at han sad ved bordet og grinede, så jeg dukkede mig hurtigt og krabbede hen til døren for at han ikke skulle se mig. Jeg gav sutten i posen til en af pædagogerne, som sødt sagde: ‘Se, hvor glad han allerede er!’

Og det var rigtigt. Han sad med sin kuglelabyrint og grinede, mens han viste den til de andre.

Lad være med at skabe dig!

Åh, den er svær i øjeblikket. Vores farvel-stund i børnehaven. Det startede i går. Indtil i går har der ikke været noget problem. Han gider normalt nærmest ikke at sige farvel til mig, for han har travlt med at lege med sine venner.

Men i går løb tre af de store drenge efter ham i samme øjeblik, jeg havde sagt farvel og var på vej ud af døren. De jagtede ham ned i et hjørne og skubbede ham omkuld, mens han skreg op. ‘Hans’ pædagog fik straks stoppet dem. Nicholas kom forskrækket og storvrælende hen til mig med opstrakte arme. Jeg scoopede ham op og trøstede ham lidt, men han var helt ude af den. Han sagde, at han var bange, og han græd som pisket.

Jeg fik ham beroliget, men han ville ikke slippe mig bagefter. Og da jeg så sagde, at jeg ville gå, så brød han helt sammen. Jeg har aldrig set ham sådan, og jeg tænkte, at jeg ikke måtte trække det ud, så jeg gav ham til hans pædagog, sagde farvel til ham og skyndte mig ud.

Hun stod med ham i vinduet, og jeg gik hen og vinkede. Dårlig idé. Han var helt knust, og jeg gik væk, mens jeg glad smilede og vinkede. Jeg hørte ham skrive ‘MOOOOR … MOOAAAR!’ efter mig, og tårerne brændte i mine øjne.

Jeg ringede en times tid senere for at høre hvordan det går med ham, og det gik helt fint. Han var glad nu.

Vi aftalte en tid til en samtale, for der er problemer med hans temperament. Han reagerer kraftigt, når han ikke selv kan bestemme, fx når han skal skiftes, når han skal have flyverdragt på eller når de skal spise frokost. Han vil selv bestemme, og han knalder helt ud, når andre vil bestemme og afbryder ham midt i noget.

Lederen sagde, at han ikke er en glad dreng. Nogle gange er der ikke problemer med at han omstiller sig, men det fylder meget når han knalder helt ud. Jeg kender det jo fra mig selv, når han knalder ud. Det kan suge al livskraft ud af en på ti sekunder, når han kaster sig skrigende og sparkende rundt.

Men at han ikke er en glad dreng… Åh, det smerter mig. Vi oplever ham jo som en glad dreng herhjemme…

Jeg arbejder meget med det at undgå eksplosioner. Blandt andet derfor giver jeg ham flyverdragt på hver morgen, selvom vi kun skal gå udenfor i 5 minutter. Han skal trænes i de ting, hvor han føler, at han mister kontrollen. Han skal trænes i sceneskift. Jeg prøver at forberede ham på, at om lidt skal der ske et sceneskift; at vi skal spise, at vi skal ud eller han skal skiftes. Når jeg forbereder ham, så er det som om han lidt efter lidt accepterer, at der skal ske et sceneskift, og så protesterer han mindre end hvis jeg bare tager ham op og går med ham.

Når det er sagt, så er det ikke altid, at det lykkes, og så står jeg med et barn, der knalder helt ud og som jeg næsten ikke kan holde. I de situationer er det ikke ham, jeg skal arbejde med, men først og fremmest mig selv.

Jeg gentager nemlig mine forældres måde at tackle mig på. Jeg kan høre min fars stemme komme ud af min mund: ‘Lad vær’ med at skabe dig, Gitte!’, ‘ Hold op med det pjat, barn’, ‘Hold så op med det hysteri, jeg gider ikke høre på dig’ – velvidende, at netop dén attitude hos mine forældre gjorde mig endnu mere vred og umulig.

Så bliver jeg vred på mig selv, for jeg burde vide bedre. Jeg ved nøjagtig hvordan det føles, når man får at vide, at man skal lade være med at skabe sig. Man bliver sgu da bare endnu mere vred, fordi ens følelser bliver lodret afvist!

Det gør Nicholas også, det er lige præcis den reaktion jeg får fra ham. Han tænder helt af, jeg bliver endnu mere vred og lukker af og skynder mig at afslutte bleskiftet og sætter ham ned, så han kan gå væk, og jeg kan få fred. Superdårlig løsning, og jeg ved det med det samme bagefter.

Det er som om jeg har en eller anden form for nedarvet reptilhjerne, der tager over, når situationen tilspidses. Det er som om jeg uden at tænke over det kopierer mine forældre, selvom jeg ved bedre. Det irriterer mig grænseløst. Jeg vil gøre det bedre.

Jeg vil jo rumme ham og ikke skubbe ham væk! Hans adrenalin fræser rundt i kroppen på ham, og det eneste, der hjælper ham, er ro ude fra. Fra mig. Ro, opmærksomhed og fysisk berøring, så klinger raseriet af. Jeg ved det jo, for når jeg ind i mellem formår at hæve mig over reptil-stadiet, så kan jeg faktisk godt få ham beroliget igen. Det er det, der virker, og det er det, jeg gør fremover. Basta!

I morges blev han ulykkelig igen, da jeg skulle gå. Efter en ellers god, sjov og dejlig morgen med masser af kram, kys og grin, så blev han så ulykkelig, da jeg gik. Dog ikke helt så knust som i går, men han ville ikke slippe mig.

Uden happy end

Mange kvinder dør alt for unge af alkohol- eller narkorelaterede skader. Eller af rygning, som min mor. Tre former for afhængighed, der meget ofte giver samme resultat.

I den erhvervsaktive gruppe fra 35 år til 54 år udgør antallet af alkoholrelaterede dødsfald 11 % af kvindernes totale antal dødsfald.

(Kilde: sst.dk)

Bag disse kvinder står en familie, der splintres. Der er børn, der mister deres mor i en alt for tidlig alder. Vi taler sjældent om disse kvinder. De er der bare, vi ved, at de er der, men vi taler ikke om dem. De er måske bedre til at skjule deres misbrug end Whitney var. Men tegnene er der, hvis man ved, hvad man skal se efter.

Min mor drak for meget i en periode, hvor hun var stresset. Jeg var flyttet hjemmefra, men jeg bemærkede det, når jeg var hjemme. Et glas Noilly Prat eller to, mens hun lavede mad. Et par glas rødvin til maden og en øl efter kaffen. Ofte en stærk øl, fordi min far fik kassevis til jul fra forretningsforbindelser. Det var mange genstande om ugen, særligt for en kvinde. Min far sagde, at ‘det håndterer vi i familien’, da jeg talte med ham om det. Det gik jeg ud fra, at de gjorde. Det ændrede bare ikke noget, og så tog jeg det op med hende.

Hun var ked af det over flere ting; over jobbet, over kræfterne der svandt, over deres økonomi, som hun ikke havde overblik over. Hun følte sig alene, fordi min far arbejdede meget og min bror var i udlandet. Hun savnede mig, vores gåture med hunden og lange snakke. Hun løste det selv. Hun stoppede med at arbejde og gik på efterløn. Hun begyndte at dyrke motion, lærte alt om internettet, fik veninder og malede akvarel. Pludselig kom min far hjem til et tomt hus og nul aftensmad. Men fordi hun røg, fik hun lungekræft og døde.

Whitneys datter er vokset op med forældrenes misbrug af narko og alkohol, deres skænderier og knuste drømme. Whitney drømte om en storfamilie med en masse syngende børn, men da hun aborterede anden gang blev der sat punktum for den drøm. Fik hun bearbejdet den sorg eller dopede hun den væk? Midt i kaos stod hendes lille datter. Det man ser sine forældre gøre, oplever man som okay. Deres coping strategi bliver din coping strategi, uanset om det er en dårlig strategi. Jeg håber virkelig, at nogen passer på Whitneys lille pige, for hun risikerer at overtage sine forældres livsstil.

Det er sikkert naivt at håbe på, at Whitneys død vil øge fokus på, at der er en hårfin linie mellem at være selskabeligt overrislet og at være misbruger, særligt for kvinder, fordi vi ikke tåler så meget alkohol. Der er intet glamourøst ved de sidste billeder af Whitney, det kan alle se. Vi undrer os alle over den smukke unge kvinde, der havde det hele – og fik smidt det hele overbord.

Samtidig hylder vi alkoholens effekter på unge smukke mennesker i TV. Vi elsker at se på smukke mennesker, der fester og kommer galt afsted. Vi forarges og frydes over billederne og historierne om skandaløse kendte, der vælter rundt og opfører sig vanvittigt. For vi er selv så meget bedre selv. Men hvor stærk er din datter? Cissy Houston begravede sin datter i går, og hendes barnebarn er i seriøs fare for at ende samme sted, hvis ikke hun får massiv hjælp nu. Da Whitney var 19 troede alle, at det var begyndelsen på et eventyr. Men slutningen var alt andet end happy.

Update fra Nupo-land

Lige en update fra Nupo-land. Jeg erstatter stadig frokosten med Nupo og har tænkt mig at blive ved med det, for vores kantineordning er god, men også fedende. Hver uge er der pizza, burger og pommes frites. Alt sammen noget, jeg godt kan li’, men som ikke er det, jeg har behov for lige nu. Foreløbig kan jeg altså ikke vende tilbage til frokostordningen, og på langt sigt må jeg nok indstille mig på at skulle have mad med hjemmefra. Det bliver først når jeg har tabt mig cirka 10 kilo mere.

Lige nu sidder jeg og spiser Nupo Grøntsagssuppe, som er et ganske udmærket bud på en pulver-grøntsagssuppe. Den smager fint, den er cremet, den varmer og det er lige noget for mig, som er en frossenpind.

Min veninde gjorde mig lige opmærksom på, at på Dagens Bedste var der i dag tilbud på en pakke Nupo til 499,- Pakken indeholder 2 æsker Nupo Chokolade, samt 1 æske af hver af flg.: Jordbær, Café Latte, Mango Vanilla, Spicy Thai Chicken Soup, Grøntsagssuppe og en shaker.

Da jeg købte Nupo på nettet kostede det 109,95 for 12 breve på tilbud. Det betyder, at jeg sparer ca. 300 kr. i forhold til tilbudsprisen, og ca. 500 kr. i forhold til normalprisen.

Når jeg kun bruger Nupo til frokost betyder det, at jeg har købt frokost frem til 1. juli for 499,- … samtidig med at jeg sparer 2.000,- til frokostordningen i samme periode. Det er sandelig værd at tage med!!

Hvorfor må Lego ikke være lyserødt?

For en måneds tid siden så jeg, at der var nogen, der harcellerede mod, at Lego introducerer produkter til piger. Det var hvad kritikkerne kaldte noget lignende ‘et lyserødt univers, der er med til at fasttømre kønsrollerne’.

Må piger ikke få lyserødt legetøj? Skal piger lege med drengelegetøj? Det er faktisk et langt mere underligt signal at sende til pigerne – at Danmarks største legetøjsfabrikant foretrækker at lave legetøj til drenge. Man kan måske undre sig over, at vi skulle helt frem til 2012, før nogen ovre i Billund opdagede pigerne som interessant målgruppe …

Det er faktisk heller ikke tilfældet. Lego har før haft pigeprodukter. Jeg fik engang i 70erne et Legokøkken i hvidt og gult i julegave. Jeg var rigtig glad for det. Jeg tror ikke, at jeg tog skade af det, for jeg er langt fra blevet en ørn i et køkken, jeg tilbringer heller ikke hovedparten af min tid i køkkenet. Jeg er sådan set endt på arbejdsmarkedet. Det skyldes nok ikke mit gule Lego køkken, men nok snarere, at køkkenet i mit barndomshjem langt fra var min mors domæne. Min far svingede lige så gerne potter og pander som min mor.

Forleden så jeg så endelig det famøse lyserøde Lego til piger. Det ser fedt ud. Jeg var dog lidt skuffet over, at det ikke er lyserødt, men lilla, grønt, blåt, brunt, turkis og lyserødt. Havde forestillet mig noget mere lyserødt tone-i-tone ud fra omtalen. I hvert fald er det federe end mit gule og hvide Lego 70er elementkøkken.

Og så en sidste ting; Lego er ikke de første, der finder på at skabe lyserøde pigeuniverser. Jeg tænker bare på Barbie, My Little Pony, Disney prinsesserne osv. Hvorfor er det så slemt, når Lego gør det? Det kan godt være, at jeg ikke har fattet en meter af debatten; primært fordi jeg er mor til en dreng, men jeg har heller ikke orket at læse de utallige sider op og ned, der er skrevet om emnet.

Jeg tænker bare, mon ikke pigerne kopierer deres mødre mere end deres legetøj? Og så er vi tilbage ved det væsentlige, efter min mening. At det ikke er Lego, der har ansvaret for børneopdragelsen og kønsrollerne i samfundet. Det er forældrene, der har ansvaret for de kommende generationer. Dermed er det også forældrenes ansvar at sørge for, at døtrenes referenceramme ikke udelukkende består af lyserødt legetøj, men også af levende voksne forbilleder.

Mens pigerne leger med lyserødt Lego tager jeg min søn med i køkkenet. Han er i øvrigt glad for sine Cirkeline dukker, sine snitte-grøntsager og elsker ‘Se min kjole’.
Kom bare og arrestér mig

 

Et stykke kage kan da ikke skade?

Nu har jeg jo været på kur i lidt over en måned, og det går ganske fint. Min motivation og min vilje er overraskende stærk, og jeg formår faktisk at styre udenom hverdagens mange fristelser. Selv når folk nærmest forsøger at presse dem ned i hovedet på mig.

Jeg er meget åben omkring, at jeg er på slankekur. Jeg har frameldt mig frokostordningen på arbejdet, og jeg har åbent forklaret alle hvorfor. Pulverkur. Jeg har også frameldt mig fredagsmorgenmaden, fordi det for mig er en skidt ting at deltage i et morgenbord med hvidt brød og wienerbrød hver fredag, og da det ikke er obligatorisk, vil jeg hellere undgå den unødige fristelse.

Men så er der fødselsdagskagerne, reklamekagerne, feriekagerne, chokoladerne plus det løse. Dem er der mange af. Jeg springer over hver gang. Alligevel er der altid nogen, der spørger mig ‘skal du ikke have et stykke kage?’, når jeg henter kaffe eller gulerødder i køkkenet og med vilje overser kagen. Spørgsmålet bliver oftest stillet velvidende at jeg er på slankekur. Og når jeg så siger, at jeg springer over, så er næste kommentar: ‘Helt ærligt … et enkelt stykke kage kan da ikke skade?’

Søde ven, min nuværende figur er ganske rigtigt ikke bygget af et enkelt stykke kage, men af rigtig mange enkelte stykker kage, som jeg aldrig har sagt nej til, og så tog det ene stykke det andet. Jeg kæmper mod overvægt og mod udsigten til sukkersyge, nedslidte knæ, blodpropper og diverse livstilsygdomme - og du mener, at jeg bare skal snuppe et enkelt stykke kage? Ville jeg æde pulver hver dag, hvis jeg mente, at et enkelt stykke kage ikke gør nogen forskel?

Jeg skal holde mig helt væk fra kager og søde sager. Det er en vane, jeg skal knække, og det kræver meget af mig. Men tak fordi du spørger. Din utidige indblanding i mine madvaner gør, at jeg bliver stærkere og mere stålfast besluttet på ikke at falde i. Stærkere end dig, når du igen står på vægten og klager over dine ekstra kilo, som du ikke formår at gøre noget ved, fordi fristelserne er for mange og rygraden er en regnorm.

Jeg forventer ikke særbehandling, men jeg forventer almindelig hensyntagen. Jeg kommer til at være på slankekur rigtig længe, fordi det er mange kilo, jeg skal tabe. Jeg kan sagtens klare mig uden opbakning og støtte, for det har jeg gjort før, men det ville være rart, hvis jeg kunne føle mig mere normal, når jeg er på kur, i stedet for hele tiden at være hende den hellige og kedelige, som altid siger nej, når man tilbyder kage. Jeg er ikke hellig, men sikkert kedelig.

Jeg siger nej tak til et enkelt stykke kage, fordi jeg ved, at et enkelt stykke kage sjældent kommer alene. Det kan jeg se i spejlet.

Træningshovedpine?

I de sidste år, hvor jeg stadig trænede hårdt og regelmæssigt, fik jeg noget, jeg kalder ‘træningshovedpine’. Det har jeg selvsagt ikke lidt af, mens jeg ikke har trænet, men jeg fik det af og til da jeg løb sidste efterår, og her til morgen vågnede jeg også op med en dræbende omgang træningshovedpine. Det, jeg kalder træningshovedpine, er en hovedpine, der udløses af hård konditionstræning og som for mig er kommet med alderen. Jeg kan mærke, mens jeg træner, at den er på vej – og så er det for sent. Det hænger ikke sammen med væskemangel, for det var min første teori, og så drak jeg mere vand. Hvilket ikke hjalp. Tværtimod så fik jeg også kvalme, fordi min krop nærmest skvulpede.

Da jeg trænede combat og fik hovedpine var det et spørgsmål om at komme hurtigt hjem, fordi hovedpinen tiltog i styrke og ville gøre det uforsvarligt at køre bil indenfor en time efter træning. Når hovedpinen var værst, kunne jeg ikke klare skarpt lys og høje lyde. Jeg hæver op i ansigtet. Jeg begyndte at se stjerner eller gnister. Læg der til en smerte så psykopat-intens, at det eneste der var at gøre var at kravle direkte i seng. Jeg frøs og svedte, og jeg lå bare i sengen i fosterstilling.

Jeg plejede at skynde mig at tage to panodil og to ipren så hurtigt som muligt, når jeg mærkede, at det var en af de slemme omgange under opsejling. Det kunne lige tage toppen af smerten, så jeg kunne falde i søvn. Jeg plejede så at vågne af hovedpinen i løbet af natten og tage to panodiler til. Om morgenen var hovedpinen der stadig, og jeg tog to panodil til for at kunne fungere. Hvis jeg ikke vågnede om natten af hovedpinen, kunne jeg risikere, at jeg måtte melde mig syg eller i hvert fald komme senere, fordi jeg nærmest ikke kunne stå på benene pga. smerte og ekstrem lysfølsomhed, når vækkeuret ringede.

Det er klart, at det påvirkede min træning. Jeg var meget splittet; jeg elskede virkelig min træning, samt at give den fuldt gas, men samtidig lå jeg totalt underdrejet bagefter, vel næppe et sundhedstegn. Jeg prøvede forskellige metoder til at undgå træningshovedpinen, men det mest effektive var simpelthen ikke at give den fuld gas. Jeg måtte modvilligt acceptere, at jeg får hovedpine af at konditionstræne for fuld knald. Problemet med combat var, at jeg faktisk ikke mærkede, at jeg gav den fuld gas pga. den fede musik og fordi combat overhovedet ikke føles anstrengende, da jeg var i god form. Så på en uge kunne jeg have træningshovedpine et par gange, men med et ‘sæt’ bestående af vand, proteinshake, salt, panodiler og iprener kunne jeg klare den.

Jeg har samme problem med spinning, attack, step, aerobic, løb og nu også på cross traineren. Zumba får jeg ikke træningshovedpine af, fordi det ikke er så hårdt, men det synes jeg så til gengæld heller ikke er særlig skægt, fordi jeg ikke føler, at jeg laver nok. Jeg talte med min læge om det, hendes teori er en aktivitetsudløst migræne, det er også den forklaring jeg hælder til. Løsningen er jo lige for; træn mindre hårdt. Problemet med den løsning er bare, at træning for mig ikke er træning, hvis jeg ikke kan presse mig selv og konstant forbedre mit niveau. No pain no gain. Ved godt, at det er en gammeldags måde at se tingene på, men jeg har det bedst med træning, der føles effektivt og gerne lidt smertefuldt. Men altså ikke så smertefuldt!

Nå, men jeg havde stort set fortrængt træningshovedpinen – ind til i går aftes, da jeg efter træning fik psykopat-ondt i hovedet. Jeg mærkede, at det var på vej efter ½ time på cross traineren, så jeg stoppede og styrketrænede de sidste 20 minutter. Jeg tog et par panodiler i aftes, to i morges og to til formiddag. Jeg drak vand i nat, hver gang jeg vågnede, for hovedpinen var der hele natten. Nu er det dog ikke så slemt længere, men i morges da jeg skulle op og af sted … jøsses, det var min vilje, der slæbte rundt på min krop!

Jeg har tidligere søgt på nettet for at se, om der er noget om snakken – uden at finde noget. Min læge sagde bare, at jeg skulle lade være med at træne så hårdt, men det er ikke nogen god løsning, når jeg er i dårlig form og skal i bedre form, for så kan jeg ikke tåle at anstrenge mig, hvilket gør min træning ineffektiv.

Men se nu her, hvad jeg har fundet:

Anstrengelsesudløst migræne bliver udløst af en stigning i nitrogenoxid, et kemikalie, der udvider blodkarrene og derfor kan give anledning til migræne. En gradvis opvarmning over ca. 10 minutter kan begrænse den kraftige stigning af kvælstofoxid, der udløser den anstrengelsesudløste migræne.

Nitrogenoxid er et kemisk produkt som kroppen producerer naturligt til en række funktioner, - at beskytte hjertet, stimulere hjernen og dræber bakterier. Men overproduktion af nitrogenoxid er blevet forbundet med indtræden af Alzheimers og migræne. Nitrogenoxid får blodkarrene til at udvide sig - og betændelse i blodkarrene har længe været forbundet med migræne.

 – se kilde

Det er måske dér hemmeligheden ligger. Jeg gør nemlig ikke særlig meget i gradvis opvarmning. Når man kommer til combat er det første track et opvarmningstrack i fuldt tempo, hvorefter der er lidt stræk, og så er der ellers knald på. Ingen gradvis øgning dér. Det er det samme, når jeg er på cross traineren. Jeg har ikke tid til gradvist at varme op. Selvfølgelig går det langsommere i starten på cross traineren, men jeg er oppe i fuldt tempo efter cirka 5 minutter. Der er vist ingen vej udenom, jeg må starte stille og roligt op og prøve om det er det, der kan aflive min træningshovedpine.

Min træningshovedpine tog til i løbet af dagen, og klokken 16 blev jeg nødt til at tage flere piller. I løbet af et par timer klingede migrænen af, og jeg var frisk igen. Frisk nok til at gå ned og træne. Jeg startede ud med 10 stive minutters opvarmning i lavt tempo på cross traineren. Det var langsommeligt og kedeligt, men hvis jeg kan slippe for psykopathovedpinen, er det jo værd at tage med. Mens jeg stod der, kom jeg i tanker om, at træningshovedpinen plejer at fortage sig i takt med, at jeg kommer i bedre form. Det ser jeg frem til

Fastelavn er mit navn …

Vi var blevet inviteret til fastelavn klokken 13:30, og under normale omstændigheder er det nærmest umuligt, fordi NC plejer at sove fra 12 til cirka 14:30. Men ved 10 tiden gik han og jeg på legepladsen og legede i næsten 1½ time. Vejret var mildt, der var lidt is på vandpytterne, men solen skinnede.

Jeg sigtede mod at få lagt NC til at sove ved 11:30-tiden, og det holdt meget godt. Vi faldt begge to i søvn i min seng. Han gad ikke sove, men jeg insisterede, og til sidst snorkboblede han.

Allan og jeg spiste frokost, og præcis 13:30 kom Nicholas spankulerende ind i stuen med søvn i øjnene og på stive ben. Vi skyndte os at forklare ham, at vi skal til fastelavn, og jeg gav ham hans imiterede koskindsbukser og cowboyvest på. Cowboyhat, pistol og bandana gad han ikke at have på, så det tog vi med.

Da vi kom over på parkeringspladsen stejlede han. Der var rigtig mange mennesker, og han fattede overhovedet ikke det med at skulle slå på tønden, så da det blev hans tur, så sprang vi over. Vi gik over og stod ved hækken og kiggede på. Han var meget nysgerrig, og da bunden gik ud, og slikket væltede ud af tønden, gik der en prås op for ham. Ahaaa, det er derfor tosserne basker løs på en tønde!

Bagefter var der fastelavnsboller og lidt at drikke i selskabslokalerne. Tre af Nicholas’ kammerater fra børnehaven var der, der var balloner – og så tøede han hurtigt op og fræsede rundt sammen med sine gode venner Hunden, Ridderen og Haremsdamen. Da vi skulle gå, ville han ikke med, men vi fik ham overtalt – det hjælper altid at sige ‘vi skal over til farmor’.

Efter en hyggelig eftermiddag hos farmor, tog vi hjem og jeg lavede thai-mad. Nicholas spiste overraskende meget af det. Jeg satte hans kylling på et spyd og kom godt med sauce på hans ris. Bagefter gav jeg ham et bad, så han bliver en ren og lækker cowboy i morgen i børnehaven. Vi lå og puttede i min seng, og jeg sang cirka 20 vers af ‘Se min Kjole’ som er hans favoritsang. Jeg lagde ham i seng 3 gange, og så blev han der. Han var virkelig træt, selvom han nægtede at erkende det.

Og så var det ellers træningstid for overvægtige mødre (mig), så jeg kom lynhurtigt i træningstøjet og pilede afsted. Det var god og smertefuld træning. Jeg startede, hvor jeg slap for en lille uge siden, og det bed rigtig godt, da jeg trænede bryst, triceps og mave efter 30 minutter på cross traineren.

Tilbage er bare at sige godnat!

 

Vejedag

Jeg glemte selvfølgelig at veje mig på min ugentlige vejedag, som er fredag morgen. Det var i går, men så jeg sprang på vægten her til morgen i stedet.

Jeg blev lidt overrasket over, at nålen stoppede ved 85 kilo. Dvs, jeg har tabt endnu et kilo i denne uge. Jeg har tabt 4 kilo i alt nu, så jeg er tilbage på sporet efter en uge uden resultater i sidste uge! Det er bare KANON!

Og det endda ovenpå en uge, hvor jeg har været syg, ikke har trænet (så meget) og derfor nemt kunne have taget på. Men jeg har med vilje holdt mig til æbler, gulerødder, Nupo suppe, te og kaffe, mens jeg har været her hjemme. Ingen forkælelser. Lige bortset fra 1/3 fastelavnsbolle i går.

Hovedrengøring

Efter at have fået penicillin til min hals og sovet den halve dag væk, vågnede jeg ved, at solen skinnede på mit ansigt. Og ind i vores hjem. Det var inte bra, for så kunne jeg tydeligt se, at vores rengøringshjælp har kærestesorger, hvorfor der går lang tid mellem hendes besøg. Jeg måtte selv i sving med kost og spand, for vi er jo voksne mennesker!

Har der længe været tomatsauce splattet ud over vores hvide skab i spisestuen? Det er ikke til at se om vinteren med nymodens sparepærer, som først er tændt på fuld kraft, når maden er spist og bordet er forladt igen.

Jeg gjorde rent med åben altandør og høj musik. Jeg hev en gammel cd-afspiller frem og hentede Whitney Houstons første CD. Jeg havde glemt, at jeg kan alle teksterne, så jeg gav den gas, mens jeg vaskede køkkenskabene af. Heldigvis var der ingen til at tage anstød af mine skæver toner og skingre røst.

Jeg genopdagede ‘Someone for me’, som vi altid hørte, når vi sad og drak te og drømte om at få lov til at gå til fest. Det måtte vi kun en fredag om måneden, så resten af fredagene og lørdagene holdt vi sleep-over hos hinanden og drak te og hørte musik og fniste og snakkede om drengene fra klubben. Vi fik tiden til at gå med telefonfis, lave sjov med hendes storebror og høre musik. Fjernsynet stod i stuen hos hendes forældre, så det gad vi ikke.

I’m here alone on a Friday night
Waiting here beside the phone
The TV, radio and me
Really ain’t been getting along
I wish that I could fly away
And party till the break of day
And there I’d be sure to meet
The guy that would be special to me

Then mama comes and asks me
Why am I dreaming sitting alone?
Why not go out and have some fun
It’s the only way I’ll ever find
Someone for me
While I am young and seventeen

Chorus:
Someone for me
Someone for me
I’ve got to go find someone, someone
Someone for me
I’ve got to find someone, Yeah!

Now here’s a party down at Angie’s house
With people packed against the wall
I’m sitting in the corner here
Trying to make some sense of it all

And when I least expect it
Meeting the guy I see in my dreams
Here he is walking up to me and asking
If I’d like to come and dance with him
I think I’ve found someone for me!

Der duftede rent, friskt og dejligt, da jeg gik ned for at hente Nicholas i børnehaven. Vi kørte over til farmor og bedstefar, hvor der vankede kaffe, fastelavnsboller og slikkerlik.

Jeg har næsten ikke ondt i halsen længere, så nu går jeg snart i gang med at træne igen. Meget smart, at jeg lige når at blive rask til min eneste ugentlige hviledag – lørdag

Midtvejskrise 4.0?

Jeg bliver 40 om 2 uger, og jeg har allerede købt flag, pink serpentiner og servietter med cup cakes på. Jeg har hørt en del om midtvejskriser, men jeg føler ikke at der er noget særligt over at blive 40 år. Det er hverken deprimerende eller euforiserende. Det er bare hyggeligt, fordi det betyder fødselsdag, flag, gæster og gaver.

Den 40 års fødselsdag jeg husker bedst, er min mors. Den aften var jeg 10 år, og min mor var på diskotek med min friske fætter, min gravide tante og fulde onkel, der faldt i søvn op af en højttaler. Det er den eneste gang, jeg har oplevet, at min mor var på diskotek, og jeg syntes faktisk, at det var ret fedt at kunne fortælle i skolen om mandagen, at min mor havde været på diskotek. Måske derfor synes jeg, at 40 år er no big deal, fordi min mor var så cool omkring det.

Begrebet ‘midtvejskrise’ mere end antyder, at jeg nu er midt i mit liv – og i krise. Men hvem siger, at jeg bliver 80 år? Da min mor var på diskotek dengang var der kun 18 år tilbage af hendes liv. Det vidste hun ikke, lige som jeg heller ikke ved, om jeg er midtvejs.

For mig er det noget mærkeligt noget at gå i krise over: At være midt i livet. For det er fedt at være lige her midt i livet. Med masser af erfaringer, oplevelser og kærlighed under kasketten. Der er ikke meget, jeg ville have gjort anderledes.

Bare en enkelt ting: Jeg ville have fået flere børn, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu! Og netop dét er min eneste indvending mod at blive 40 år. Det er ikke umuligt at få børn, men det er sværere end for bare 5 år siden, men jeg har tænkt mig at gøre mit til at øge befolkningstallet, trods dårligere odds.

Og så en anden ting; gør mig en tjeneste og lad være med at trøste mig med, at 40erne er de nye 20ere. Det er de ikke, og det bliver de aldrig. Spørg bare en 21-årig om hun hellere vil være 40 – der har du svaret!

Og nej, jeg er ikke 18 år med 22 års erfaring!

Svagmorskoloni

Man er ikke rask, når man uden videre kan sove fra 10:30 til 14:30 og atter er grydeklar klokken 19:30, vel? Det var vist godt, jeg meldte mig syg. Jeg er virkelig ikke til nogen form for brug lige nu. Min hals gør afsindigt ondt, og særlig mine kirtler på venstre side er smertefulde og stadig på størrelse med en bordtennisbold. Jeg ringer til lægen, hvis det ikke bliver bedre i morgen tidlig.

Til tælling!

Ved 14-tiden var jeg færdig. Som i helt færdig. Jeg prøvede at koncentrere mig, men jeg var udmattet og havde knaldende ondt i hovedet, ryggen, nakken og i benene. Mine kirtler var hævet og gjorde vildt ondt, så jeg næsten ikke kunne synke. Det var på tide at komme hjem i seng og erkende, at jeg er sendt til tælling.

Jeg hentede et par boller, en liter suppe og noget frisk fyldt pasta. Og så gik turen hjem. Allan var også stadig syg, men Nicholas var frisk som en havørn! Vi spiste boller og sad og slappede af. Min mave slog kolbøtter, og jeg var slet ikke sulten, men jeg klemte en halv portion suppe ned.

Nu er Nicholas lagt i seng – og han er stået op igen og ligger på dørtrinnet og slapper af. Jeg lader ham ligge, så han kan falde i søvn, og så kan jeg gå i seng. Hold nu op, jeg er helt smadret. Jeg sætter ikke vækkeuret. Jeg håber på, at jeg har det godt i morgen, men jeg tvivler på det.

Kolbøttemave

Jeg vågnede med en knaldende hovedpine og hævede kirtler på halsen. Så store, at de ligner bordtennisbolde på siden af min hals. Ej men super. Jeg gider bare ikke at være syg! Jeg vaklede ud af sengen, var megasvimmel. Allan var stået op, men Nicholas lå stadig og sov i vores seng, så jeg listede afsted efter 2 panodiler, som jeg skyllede ned med en halv liter vand og gik tilbage i seng. Hovedpinen lettede ikke rigtig, men vandet gjorde mig godt, kunne jeg mærke, og lidt efter lidt føltes min krop mere normal.

Jeg tog den med ro, og da jeg så mig i spejlet var jeg totalt hævet om øjnene, og jeg lignede (og følte mig som) en, der ikke havde sovet i 14 dage. Min hovedpine lå som et bånd og pressede på mit hoved. Jeg havde kolbøttemave med mylderbæ og kvalme. Jeg fik dog spist morgenmad og drukket min latte, mens vi hørte ‘Se min Kjole’ en million gange, fordi det er Nicholas’ yndlingssang. Morgenmaden, kaffen, panodilerne … det virkede!

Lige før jeg skulle ud af døren, fik jeg koldsved og min mave eksploderede. Jeg var virkelig utilpas, men jeg kom ud af døren til sidst. Udenfor var det afsindigt glat. Det havde åbenbart sneet, tøet og frosset. Men solen skinnede og fik al isen til at gnistre. Luften var kold og frisk, og turen over til børnehaven var alt for kort. Nicholas gik og spiste et æble, som han havde snuppet fra min taske. To gange fik han æbleskræller mellem tænderne, som jeg måtte fiske ud. Han var glad og fjollet.

Jeg har det meget bedre nu. Halsen gør stadig ondt, men min mave slår ikke kolbøtter længere, jeg har ikke længere koldsved, er ikke længere svimmel og har heller ikke kvalme mere. Der var lige et øjeblik på vej ud af døren, hvor jeg tænkte, at jeg burde være blevet i sengen, men jeg traf den rigtige beslutning om at se at komme afsted.

Det bliver en skøn dag i dag. Se lige det vejr!