Nu med en motorsav i maven

Nu er der gået 2 timer siden min latte med kyllingesmag, og jeg kunne æde en hest. Min mave knurrer, og hende jeg deler kontor med har allerede kommenteret det, for det lyder som en motorsav. Min mave er TOM, og jeg har lyst til MAD. Jeg er grovsulten, og jeg kan ikke koncentrere mig om andet. Er det meningen? For der er edderrådme længe til 17:30, hvor der er fast føde på programmet. Jeg er gået forbi et fad med cup cakes uden så meget som at overveje at tage en, men med et stort hul i maven kræver det jernvilje.

I stedet har jeg drukket en masse iskoldt vand, spist en gulerod, og nu har jeg lavet en kop Varma Koppen Minestronesuppe, for jeg holder simpelthen ikke ud at være så sulten, at jeg ikke kan tænke på andet. Jeg har jo også et job at passe og en bil at køre hjem – de fleste fejl sker på tom mave.

Jeg er ikke 100% overbevist om, at NUPO er vejen frem som måltidserstatning, for det erstatter tydeligvis ikke et måltid i særlig lang tid. Da jeg tog SlimFast i sin tid mættede det så tilpas meget, at jeg ikke behøvede at gå rundt og lyde som en motorsav efter bare 2 timer.

Hvis det ikke var fordi jeg er fast besluttet, så var jeg røget på hovedet om bord i mine kollegers kagefad. Det er jo ikke smart at få det sådan på grund af mit valg af slankekur. Mit valg af slankekur skulle gerne hjælpe mig til at styre udenom fristelser, i stedet for at gøre mig glubende sulten og meget mere modtagelig overfor fristelser end normalt.

Dagens ret: Latte med kyllingesmag

I Netto faldt jeg over en pakke NUPO med Café Latte smag til 90 kroner. Jeg tænkte – hey hop, det må da smage bedre end dengang jeg smagte det først, hvor det havde kyllingesmag. 12 års produktudvikling må have revolutioneret smagen. Emballagen er i hvert fald fiksere. Jeg smagte NUPO med kyllingesmag da jeg gik i gymnasiet i cirka 1990. Så NUPO-kuren med Café Latte smag og fiksere emballage røg i indkøbsvognen.

Her mandag morgen hoppede jeg så på vægten og jeg må konstatere, at det der vægttab lader vente på sig. Jeg har tabt 1-1½ kilo efter 3 ugers ihærdig indsats med særlig med træning, men også med en lettere kostomlægning (farvel slik og kage, ned med kulhydrat, op med grønt, kød og få men grove kulhydrater. Det sjove er, at jeg føler, at jeg er blevet slankere, men vægten afspejler bare ikke den følelse. Min metode ikke er en lynkur, men jeg havde forventet cirka et kilos vægttab per uge. Det er måske ret naivt, idet musklerne hamstrer væske, når de bliver chokbelastet sådan som mine er blevet efter små 2 års stilstand, så rent vægtmæssigt har jeg nok øget vægten en smule, samtidig med at der er begyndt at drysse fedt af.

Hvor om alting er, så er jeg ikke tilfreds, og så må jeg jo tage grovfilen i brug. Nu står den på NUPO i stedet for frokost i denne uge. Jeg netop spist min første portion NUPO café latte til frokost, og jeg kan uden overdrivelse sige, at det ikke er noget kulinarisk højdepunkt. Tværtimod, der er ikke sket noget på smagsfronten siden 1990. Hvis ikke der stod Café Latte på posen, kunne jeg godt have troet, at det var den med kyllingesmagen, jeg havde indtaget.

Nå, pyt, jeg har smagt det, der var værre, og målet helliger midlet. Der var pizza i kantinen, så jeg er ikke gået glip af noget. Andet end en masse fedt, kulhydrater og meget lidt grønt (her skulle være et billede af mig med min glorie).

A terrible pain in the pjækketarm?

I går aftes havde Allan lavet en stor portion suppe, som vi tog med over til hans forældre. Vi kom derfra ved 20-tiden, så NC var først lagt og sov klokken 21. Der var vasketøj at lægge på plads, bleer at folde sammen og tasker at pakke til mandag, så jeg havde rigeligt at se til, og jeg havde derfor indstillet mig lidt på, at jeg nok ikke kom ned og træne. Selvom jeg havde planlagt at pjække fra træningen, så kunne jeg overhovedet ikke nyde det, og det endte alligevel med, at jeg stod på ‘min’ cross trainer 21:15.

Fordi jeg var kommet så sent i gang droppede jeg styrketræningen og gav den en over nakken på cross trainerens intervalprogram i 45 minutter i stedet for de normale 30 minutter. De første 10 minutter er de sværeste, mens de sidste 25 minutter var lette, og efter 45 minutter kunne jeg bare være fortsat. Men klokken var 22, og jeg blev nødt til at hoppe af. Min dårlige samvittighed er åbenbart stærkere end min magelighed – det er jo rart at vide! På den måde blev ugen sparket i gang med manér. Så er det bare med at opretholde den gode stil ugen ud!

Vi var ikke mere end lige landet i sengen og havde blundet lidt, før NC råbte ‘MOAAR!’ Jeg skyndte mig ind og prøvede at lulle ham i søvn, men han ville med ind i min seng, så det endte med, at vi lå tæt indviklet i min seng og sov. Jeg sov storartet. Det plejer jeg ellers ikke at gøre med den lille mosler i sengen, men af en eller anden årsag faldt jeg nemt i søvn og vågnede først, da vækkeuret ringede.

Hvis man ikke har noget pænt at sige, skal man holde sin bøtte!

Men jeg kan ikke holde bøtte – jeg bliver simpelthen nødt til at kommentere vejret. En ting er at vågne op til et hvidt vinterlandskab, det er på sin egen masochistiske måde lidt hyggeligt. En helt anden ting er at blive ramt af kulde. Jeg hader kulde. Som jeg tidligere har fortalt er jeg nemlig født på en forkert breddegrad. En gennemsnitstemperatur på cirka 30 grader er så meget mere mig. Derfor er forsiden på BT nok til at få mig til at ønske mig langt væk:

Jeg kan uden overdrivelse sige, at jeg ikke ser frem til sibirsk kulde. Jeg har ikke brug for, at det bliver -8 grader om dagen og -15 grader om natten. Det er ikke nødvendigt. Nej tak!

Her til formiddag har jeg prøvet at ‘få det bedste ud af det’, som man siger. Jeg må samtidig indse, at Sorel støvler, parka, et højt antal bluser, halsedisse, to hætter og handsker åbenbart er ‘dårlig påklædning’ idet der jo ikke findes ‘dårligt vejr, kun dårlig påklædning’.

Vi tog over til Allans forældre, hvor Nicholas fik et bad i deres badekar. Det er meget større end NCs babybadekar, og det var bare så skægt for ham. Han pjaskede og sjaskede og fjollede til jeg var næsten lige så våd som ham. Bagefter gav jeg ham fuldt grønlænderornat på – lige fra strømpebukser, forede jeans, uldbody, fleecetrøje, flyverdragt og elefanthue, hvorefter vi hentede kælken frem. Jeg trak ham, og det var instant succes. Han elsker sin grønne kælk fra sidste år.

Til forskel fra sidste år vejer han nu noget, så jeg kan mærke, om han sidder på kælken. Sidste år faldt han af kælken, og jeg opdagede det ikke engang - først da han skreg i vilden sky nede i den anden ende af græsplænen … ups. Vi kælede over til legepladsen og legede i sneen.

Jeg kunne meget hurtigt mærke mine fingre smerte i kulden inde i mine handsker. Det var psykopatkoldt, men Nicholas så ud som om han nød at gynge, samt at grave i sneen. Dog bad han selv om at få vanter på. Det har han ellers ikke været begejstret for.

Jeg løb en tur med ham i kælken, og hans glade røde ansigt var det hele værd, men det ændrede desværre ikke på, at vi efter en lille times tid blev nødt til at kapitulere og krybe indendørs igen.

Nu sover Nicholas til middag, mens vi sidder og drikker te og kaffe. Kulden udenfor trænger ind, så her er køligt, og jeg har den største lyst til at bestille en stribe enkeltbilletter ned til solen. Vi kunne godt tage afsted om en time. Det skulle ikke være noget problem.

Er det nu blevet en træningsblog eller hvad?

Min blog er ikke en træningsblog, og så måske lidt alligevel. Jeg tvinger nemlig træning ind i mit liv hver dag mellem 21-22, så det er en stor del af mit liv, og det bliver det ved med at være. Det er i hvert fald planen. Jeg håber, at jeg kan opretholde motivationen på længere sigt. Ved at skrive om det, tager jeg mig selv og dig som gidsel. Jeg gider jo ikke at ende der, hvor jeg bliver nødt til at skrive på bloggen ‘jeg har opgivet at tabe mig’, vel?

Derfor er der også en anelse gammeldags afpresning over det, når jeg skriver om min træning, for så bliver jeg nødt til at gøre det, jeg prædiker om. Heldigvis har min krop og min psyke kun positive erfaringer med træning. Jeg har ikke en masse nederlag og følelser forbundet med at være på slankekur, og jeg håber, at jeg kan fortsætte på den måde. Jeg har været på slankekur i en stor del af mit liv, og når jeg ser tilbage på billeder af mig selv ca. 30 år, så fatter jeg ikke, hvad jeg havde gang i. Nu vil jeg bare gerne have min egen figur igen – den jeg havde, da jeg var omkring 30 år.

Jeg blev kaldt ‘tykke’ og ‘fede’, da jeg var barn. Både i skolen, men også af min far. Når jeg ser på klassebillederne var jeg ikke tyk, jeg havde måske lidt hvalpefedt. Men jeg blev tyk, selvom jeg som barn gik til ballet og jazzballet – ingen af delene havde jeg talent for. Jeg følte mig som en stor tyk klods, selvom billederne fra dengang ikke viser en tyk klods.

Gymnastik i folkeskolen bragte mig ikke andet end nederlag. Jeg var bange for redskabsgymnastik, som var den foretrukne disciplin, og min gymnastiklærer mistede tålmodigheden med mig og smed mig hen over hesten, fordi jeg nægtede at springe. Jeg røg med hovedet først ned i gulvet og mistede kortvarigt bevidstheden.

Jeg tilbragte mange timer på toilettet, fordi jeg var bange for at være med og få endnu et nederlag. Men ikke engang på toilettet kunne jeg være i fred, for min lærer kom ud og dundrede på døren, og så måtte jeg blussende rød komme ud til mine leende klassekammerater og endnu en gang kunne jeg ikke komme op i ringene eller over hesten. Endnu en gang græd jeg af skam i gymnastiktimen.

Efter de oplevelser holdt jeg op med at lave noget fysisk, fordi jeg var så dårlig til det. Jeg passede mine lektier, var sammen med mine veninder, læste bøger og gik lange ture med hunden. Som teenager var jeg tyk, og jeg trøstespiste. Min brors bedste ven, som jeg var vild med, kaldte mig Grethe Sønck. Til min konfirmation havde jeg en sløjfe om livet, der hvor taljen skulle have været.

Min aversion mod fysisk udfoldelse blev vendt til kærlighed, da min mor og jeg begyndte at gå til aerobic, da jeg var 16-17 år. Det var lige mig. Det var sjovt, jeg blev lynhurtigt god til det, og jeg begyndte at gå til aerobic 2 gange om ugen. Da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg for alvor at gå til aerobic, og kiloene raslede af mig. Jeg gik til aerobic 12-15 timer om ugen efter skole og siden efter arbejde, da jeg fik mit første job. Jeg trænede fra 6:30 – 7:30 før job – og igen om aftenen. Stort set hver dag. Jeg begyndte desuden at danse og kom med på showhold. Jeg elsker at danse, og jeg dansede måske 5 timer om ugen, ud over 5 timers styrketræning og 4 timers aerobic. Jeg tog gerne 3 timer i træk; step, aerobic og funk. Jeg vejede 65 kilo og var efter nogens mening for tynd, men jeg følte mig stadig for tyk.

Jeg blev uformel præsident for OA … Overtrainers Anonymous, og det endte da også med, at jeg smadrede min menisk. Selv da jeg var på venteliste til meniskoperation, trænede jeg uforstyrret videre. Jaja, ind i mellem gjorde det da rimelig ondt - ! Jeg fik fjernet menisken delvist, men jeg ville ikke undvære træning, så jeg begyndte at styrketræne. Så kom jeg dér på krykker og trænede med håndvægte og i maskiner.

Styrketræning er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Siden da har jeg styrketrænet hver morgen før arbejde og konditionstrænet efter arbejde. Jeg træner hårdt og tungt for at få større muskler, og jeg fik også større muskler. Jeg vejede 70 kilo med lav fedt%. Følelsen af at være for tyk blev overskygget af en følelse af, at min krop var fantastisk. Min krop reagerede på styrketræningen, og jeg blev tonet og bomstærk.

Da jeg mødte Allan trænede jeg 10-12 timer om ugen – BodyCombat og styrketræning – ud over fuldtidsarbejde. Jeg reducerede i træningsmængden for at skabe plads til os, men jeg trænede stadig, da vi flyttede sammen, og da vi startede i fertilitetsbehandling. Jeg tog 10-15 kilo på, inden jeg blev gravid som følge af hormonbehandlinger og kærestehygge. Jeg vejede 89 kilo, da jeg var tungest som gravid.

Da jeg havde født vejede jeg 80 kilo, dvs. min før gravid-vægt +10 kilo. Jeg trænede og rørte mig rimeligt regelmæssigt under min barsel, men jeg vejede stadig 80 kilo, da jeg startede på job efter barsel. Derfra gik det galt, for jeg havde ikke tid til at træne, og min nye hverdag var fuldt besat. Min dag bestod af job, køre hjem, være sammen med Nicholas og Allan et par timer, lægge Nicholas i seng og selv gå i seng. Jeg accepterede modvilligt, at jeg for en tid måtte opgive træningen.

Min vægt ramte 89 kilo, og jeg var ikke glad. Jeg begyndte at løbe hver aften, men var utryg ved at løbe alene på mørke øde veje og så fik jeg en fiberskade. Stadig 89 kilo til jul sidste år – og nu tiltagende utilfreds og også bange. Jeg er snart 40 år, overvægtig og inaktiv. På kurs direkte mod diverse livsstilssygdomme. Må stoppe det, før det bliver 100 kilo, 120 kilo …

Derfor træner jeg. Derfor forlader jeg Allan hver aften for at træne mellem 21 og 22. Jeg ville 1000 gange hellere blive hjemme og hygge, men jeg er ikke glad, når jeg er tyk. Jeg er glad, når jeg træner og føler mig godt til pas i min krop. Allerede efter første omgang træningen følte jeg mig godt til pas i min krop, selvom spejlet stadig viser en tyk kvinde.

Jeg mærker, at overskuddet vender tilbage. Det motiverer mig, og jeg kender heldigvis mine svagheder ganske godt; jeg skal træne hver dag. Ikke hver anden dag eller 3 gange om ugen, for så bliver det lettere at springe over. Træner jeg hver dag, er mindet om gårsdagens træning frisk i min erindring, og så kommer jeg lettere afsted igen, selvom sofaen limer til min ryg.

Jeg træner kondition hver anden dag i 30 minutter på cross trainer, og hver anden dag varmer jeg op i 12 minutter på cross trainer. Jeg træner efter splitprogram, så hver muskelgruppe får en hviledag. En dag om ugen holder jeg en hviledag. Jeg træner hårdt, kort og tungt. Jeg sigter efter at lave 8 reps med så tilpas tung vægt, at jeg ikke er i stand til at tage den 9. repetition. Kan jeg tage 9 reps, øger jeg vægten med det samme. Jeg kører 3 sæt a 8 reps på hver øvelse. Allerede på min 3. uge har jeg øget min vægt med cirka 5 kilo i alle øvelser, så jeg kan klart mærke, at jeg bliver stærkere. Min krop belønner lynhurtigt min indsats, og det er så motiverende!!

At finde ro og høre hjemme

Da jeg søgte nyt job, var et af mine krav: Lav transporttid. Det var så helt umuligt, men nu har jeg ca. 30 minutters transport hver vej – delvis gennem et af Danmarks smukkeste naturområder. Næste gang jeg søger job er kravet: Lang transporttid – !! Jeg har en halv times tid til at tænke, lade være med at tænke, høre høj musik, være stille, snakke i mobil, kigge ud af vinduet, spise æble, drikke vand og bare generelt være mig og mentalt tage arbejdstøjet af, før jeg kommer hjem til ulvetimen.

Men en anden ting, der for mig er lige så vigtigt er, at ro ikke nødvendigvis betyder afstand til min familie. For mig er det vigtigt at jeg kan finde ro i min familie og i mit hjem, at jeg føler mig hjemme. Hvis familien kun er en stressfaktor – hvis man ikke kan være sig selv sammen med sin familie, er det måske ikke et særlig sundt liv man lever? Hvis man absolut skal ud og væk for at trække vejret og mærke sig selv igen, er der så ikke noget galt med ens familieliv?

Som forælder har man ansvaret for at skabe plads til, at alle i familien kan være sig selv i sin familie – uanset om man er sammen-sammen eller sammen-hver-for-sig. Det er noget, Nicholas skal lære – og han skal lære det af mig. Han skal lære, at selvom jeg er der, så kan det godt være, at jeg ikke er tilgængelig lige nu. Derfor nytter det ikke, at jeg kun tager tid til at være mig selv, når han ikke ser det, og ellers kun er en altid-på-tralalala-happy-mom, når han ser mig.

Det billede af voksenlivet, Nicholas ser min mand og jeg udføre, vil på mange måder danne udgangspunkt for hans voksenliv, og så er det ikke smart, at han aldrig ser hverken mor eller far være sig selv, men at far og mor konstant undertrykker eller udskyder vores egne behov. Ligesom han har behov for ind i mellem at være sig selv, så har vi også behov, og det lærer vi ham at forstå ved ikke konstant at være på for hans skyld, men viser ham, at vi også har behov for at slappe af eller hvad det nu kunne være. Han er en del af vores familie, han er ikke centrum.

Snemesis

Jeg skal lære at holde min bøtte. Fredag føltes det som forår, jeg skrev kækt om forår på bloggen, og lørdag tog jeg billeder af en erantis og en vintergæk og ignorerede de tunge skyer i horisonten, for hey, det er jo forår! Vi var på legepladsen en halv times tid, så blæste det op. En iskold polarvind og prikkende modbydelig slud fordrev os fra legepladsen. Ramt af snemesis, øv bøv.

Og så gik resten af weekenden ellers med sne, hygge, slud, vandpytter, god mad, våde flyverdragter, hygge, tynd mave, hoste plus det løse. Lørdag var træningsfri dag – og godt det samme, for mine kræfter var ikke til det. Men søndag aften var jeg tilbage i fuld styrke, og jeg fik trænet ryg, skuldre, biceps og ben inden klokken var 22, og jeg blev nødt til at holde fyraften for ikke at genere træningskælderens overbo.

Rent faktisk var der tale om en kanon omgang træning begyndende med 30 gode og hurtige minutter på cross traineren. Og efterhånden som jeg begynder at træne, dukker mine gamle favoritøvelser op i hjernebarken. I går lavede jeg military press … auuv!

Natten til mandag blev en af de lange; Nicholas stod op 2:30, og han kartede rundt i vores seng, indtil han blev træt af os og gik ind og lagde sig til at sove i sofaen i stedet for. Da jeg så mig i spejlet klokken 5:55, lignede jeg noget der var løgn.

Udover akut søvnmangel havde jeg også fået øjenbetændelse, så mine øjne var rødsprængte, og mine øjenomgivelser om venstre øje var så hævede, at jeg havde en 10 cm lang dyb plovfure (!) under øjet, og mit øjenlåg dækkede helt mine øjenvipper og hang ned i mit øje. Plovfuren gik helt ned midt på kinden. På samme tid fascinerende og lidt skræmmende… Måske er det et godt billede af hvordan jeg ser ud på en god dag som 90-årig?

Tør jeg sige det højt?

Jeg vover pelsen: Det føles som om vinteren er slut. Selvom det her til morgen var bidende koldt, og der var et solidt lag is og sne på bilen, så var der en mildhed og et lys i luften, der får det til at virke forårsagtigt. Fuglene kvidrer om morgenen nu, og bøgen er sprunget ud i Jylland (godt nok kun en lille hæk, men…), så mon der er noget om snakken?

Jeg er godt klar over, at det hermed er min skyld, hvis der kommer vinter nu. Når jeg glemmer ledningen til min computer på arbejdet, bliver Nicholas syg (og jeg sidder ret hurtigt med en død computer og en masse arbejde, jeg ikke kan lave). Når jeg siger, at foråret er kommet, er der derfor risiko for, at nu får vi noget reel vinter.

Det er ikke forår endnu … Jeg er bare forelsket i Allan ♥ og det er derfor, at det virker forårsagtigt på en frostklar vintermorgen!

10 minutters hvid vinter

Da jeg skulle skifte Nicholas, kiggede jeg ud af vinduet – de største snefnug dalede stille ned. Jeg kaldte på Nicholas og sammen stod vi i vinduet og betragtede snefnuggene. Han var ellevild: ‘Det ne’r, det ne’r!’. Jeg smilede af hans begejstring og overvejede et øjeblik, om vi skulle løbe ud og fange snefnug. Men der er noget, der hedder snusfornuft, og den sagde mig, at det var sengetid. I stedet stod vi længe i vinduet og kiggede på de mange snefnug.

10 minutters hvid vinter – er det det hele i år?

For Nicholas’ skyld ville jeg ønske, at vi fik bare én eneste omgang sne i år. Sådan helt praktisk fra fredag aften og weekenden over. Og så er det selvfølgelig helt væk mandag morgen! Jeg gad godt tumle med ham i sneen, jeg ved bare, at han ville elske det!

Da jeg gik over for at træne, blev jeg mindet om hvorfor jeg ikke er begejstret for sne og is … det var nemlig djævelsk glat!

Nogle gange …

Nogle gange tænker jeg, at jeg aldrig vil læse nyheder igen. I går læste jeg en nyhed om en svensk mor, som havde smidt sine to børn i en sø og set til, mens de kæmpede for deres liv, indtil de druknede. Jeg kunne simpelthen ikke læse historien til ende.

I dag læste jeg om en mor, der med sine to børn var på vej til børnehave i morges, men de blev alle tre påkørt af en bil. Moren er efterfølgende død, og de to børn er efterladt i dyb sorg og chok.

For slet ikke at tale om de frygtelige sager om incest, der popper op som paddehatte.

Jeg kan simpelthen ikke have det, for det pirker til min egen angst for, at der skal ske min søn noget, og jeg bliver så sorgfuld, når jeg læser, at der sker børn noget ondt eller at de mister deres forældre. Børn er det mest fantastiske, vi har i verden. De er små sårbare stråler af kærlighed, som vi skal passe på. Også hinandens børn skal vi passe på. Ikke bare vore egne.

Jeg vil ikke læse flere nyheder lige nu. Det rammer mig for hårdt, jeg er åbenbart ret sårbar lige nu. Vil skynde mig hjem og kramme min lille dreng.

Mer’ vil ha’ mer’!

Jeg fik slæbt min trætte og ugidelige krop til træning – mod alle odds. Vi sov nemlig igennem i nat, og det er selvfølgelig godt. Det er skønt. Det er fantastisk. Det er noget nær første gang i år. Men problemet med at sove rigtig godt en hel nat er, at mer’ vil ha’ mer’. Og derfor har jeg været ukristelig træt hele dagen. Selv 2 kopper med 4-dobbelt espresso – en morgen og en eftermiddag – har ikke været nok til at sætte liv i kludene.

Da klokken slog 21, og NC netop – meget modvilligt – havde indledt rejsen til drømmeland, så snørede jeg mine træningssko og fik overtøjet på.

Min krop var stiv, træt og ugidelig, men jeg tændte for musikken og gav den gas på cross traineren i 12 minutters opvarmning. Så gik det straks lidt bedre. Jeg trænede bryst, triceps og mave. Først trænede jeg bryst på skråbænk med frie vægte – det er lidt af et puslespil at samle vægte, men jeg samlede nærmest alle de mindste vægtskiver og fik ‘skabt’ følgende helt perfekte vægte: 3+1+2,5+stang+2,5+1+1,25+0,5+0,5 = 12,25 kg eksklusiv stænger, som typisk vejer 1 kilo.

Jeg troede faktisk, at de vejede i omegnen af 8 kilo, men nu kan jeg godt se ud fra sammentællingen på billedet, at der var en grund til, at vægtene føltes tunge. De var tunge .. men gode *djævelsk smil*.

Bagefter lavede jeg bænkpres på flad bænk med relativt lav vægt og flere repetitioner. Triceps trænede jeg med frie vægte og pull-downs. Maven trænede jeg på skråbænk, på gulv, samt med sidebøjninger med en af mine hjemmelavede 13 kilos håndvægte.

Men det fedeste er følelsen … følelsen af at være stærk og slank. Derfor er styrketræning så genialt, for når jeg bruger min krop og træner den hårdt, så belønner min krop mig med en følelse af, at jeg er stærk og slank, selvom jeg ikke er det ( … endnu). Jeg er sikker på, at det er den følelse, der gør, at jeg kan holde gejsten oppe, for resultaterne lader vente på sig. Det er jo ikke nogen crash-kur. På en uge har jeg tabt 1 kilo, og hvis det fortsætter i det tempo har jeg nået mit mål midt i maj. Der er længe til. Derfor holder fast i følelsen – det er derfor jeg gør det.

Tirsdag i januar

Hjemme hos os kom ugen i gang en dag for sent. I går var Nicholas og jeg hjemme med væske i mellemørerne, løbenæse og let feber. For os var det ikke årets værste dag, for vi hyggede os indendørs med leg, tegnefilm, krammere og snacks.

Her til morgen er det i store træk væk, og jeg kan ikke lade være med at beundre hans recovery hastighed. Ikke som os andre, der stadig hoster i ny og næ og har gjort det siden sidste år.

Dagen er slut. Jeg er træt. Mine muskler er trætte. Træning i går, træning i dag. 30 minutter på cross trainer, samt ryg og biceps-træning i dag. I går 12 minutter opvarmning på cross traineren, samt bryst, triceps, mave og ben.

Og så er den uge i gang, og denne dag er slut-prut!

Tid til en tur til lægen

Nicholas kom grædende ind til mig ved 5-tiden. Han var helt opløst af tårer og snot, og han rev sig kraftigt i ørerne. Han virkede også varm, men han faldt til ro, da han lå under min dyne og var tæt limet ind til min krop.

Jeg var godt klar over, at det nok trak op til en ‘barns sygedag’, så jeg snoozede vækkeuret et par gange for ikke at vække ham ved at gå i bad. Han sov til sidst tungt, og jeg listede i bad. Han vågnede grædende lidt over 7. Der var brunligt puds i hans ene øre, og hans andet øre var ildrødt af at blive nulret kraftigt. Han havde også en smule feber, 37,5 (belært af sidste tur til vagtlægen ved vi nu, at det er feber og skal tages alvorligt hos børn…).

Så det var tid til en tur til lægen og tid til en dag hjemme. Nicholas og min læges konsultation var lukket i dag (synes efterhånden altid der er lukket, når jeg ringer?), så jeg måtte have fat i Allans læge. Det var der heldigvis ingen problemer i.

Tilsyneladende har Nicholas noget med læger, for han knaldede helt ud, da vi kom derned. Jeg hørte kun omtrent halvdelen af det lægen sagde, og jeg måtte bede ham om at gentage det. Jeg tror dog, at jeg har fanget det væsentligste. Han sagde, at der står væske i mellemøret, som buer udad. Det gør ondt på Nicholas, så vi skal give panodiler igen. Jeg fik en recept med på Klacid, som vi kan have i baghånden, hvis feberen ikke falder, og han ikke får det bedre i løbet af 24 timer.

Vi tog hjem, og jeg gav ham en panodil og lagde ham til middagslur. Og så kaster jeg mig over mine mange opgaver på arbejdet. Håber på en lang lur i dag – især for ham, men også for mig, så jeg kan nå nogle af de virtuelle bunker på mit virtuelle skrivebord.

Hvor er skraldespanden?

Efter en træningsfri dag var det nærved og næsten, at det blev til et træningsfrit liv. Nej … ikke helt. Men søndag aften lidt over 21 var min træningslyst ikke lige frem ubændig, men min indre Brian fik mig da heldigvis afsted. Holy Crap, jeg var ved at kaste op efter 10 minutter.

Hit med Suppen kan ikke anbefales som før-træningsmad skal jeg lige hilse og sige. Det smager fantastisk, men jeg følte det som om at der sad en kæmpe boble, der pressede ned på mine nyrer og op mod mine lunger og ribben. Og den megaboble hoppede op og ned, da jeg gav den gas på cross traineren. Jeg havde simpelthen suppeopstød. Super.

Ejmen jøsses … jeg overvejede i et vildt øjeblik at finde en skraldespand og få det overstået, men der var ikke nogen, og det ville også være noget nas at rydde op bagefter, så jeg prøvede at abstrahere fra det og fik gennemført 22 minutters cross training. Kroppen stod af, men viljen fik mig igennem med nød og næppe.

Bagefter trænede jeg ryg og biceps, og så var klokken 22 og sengetid. Ikke min bedste træning til dato, men det er en start og bedre end ingenting. Nu er ugen i gang, og morgendagens træning bliver endnu bedre end i dag!

Hygge ®

Vi kom sent hjem efter en fantastisk hyggelig lørdag aften, hvor vi fik snakket voksensnak, spist god mad, drukket et glas rødvin, mens ungerne legede og så film sammen stort set i ren hygge og harmoni. Skønt, for sådan var det ikke sidst, vi var sammen. Da havde NC en virkelig dårlig dag. Dejligt, at han viste, hvor skøn han også kan være, for så vokser vi som forældre og bliver stolte og får selvtillid. Vi kan slappe af og hygge os.

Vi kom en time for sent – vi havde givet besked i forvejen. Da det gik så galt sidst, fik han nemlig ikke sin middagslur, så det har vi planlagt udenom denne gang. Eller næsten. For NC vågnede klokken 15, netop som vi skulle være der. Vi tog den med ro, og tog afsted, da han havde fået øjne. Det var en god løsning, for han var frisk, sød, glad og i spilop-humør.

Jeg tror måske, at NC blev lidt forelsket i vores venners lidt ældre pige, der rimelig hurtigt spurgte ham, om han ikke også ville have tøjet af. Han kom derefter hen og spurgte mig, om han måtte få tøjet af. Jeg spurgte, om han virkelig ville have Thomas Tog-blusen af. Det ville han gerne – for første gang i 48 timer. Han har ellers hårdnakket nægtet at tage den af. Og så kommer der sådan en lille lyshåret pige vimsende, og så vil han lige pludselig gerne smide Thomas Tog blusen!!

Han får problemer med de kvinder senere i livet Han beholdt dog tøjet på, for så blev han fanget af at køre tog på Brio-banen.

Klokken 22 kunne han ikke mere, så vi pakkede togbanen og alt vores øvrige haben-gut sammen og kørte hjem. Han faldt i søvn i autostolen og vågnede kun let op, da jeg pillede ham ud, tog tøjet af ham, skiftede hans ble og puttede ham.

Er det forår nu?

Lørdag med smuk, koldt og klart vejr. Selvom natten igen blev tilbragt med lille ked af det dreng limet tæt ind til min krop, så sov vi til klokken 7. Det er ikke kvalitetssøvn, men jeg kan sove, når jeg bliver gammel – eller noget. Det er weekend, og træthed kan kureres med noget kaffe.

Vi spiste som sædvanlig morgenmad hos farmor og bedstefar, og der var ‘slikkerlik’ på tapetet hos farmor. Det er der altid hos farmor, præcis som der skal være. For farmor rimer på forkælelse, sådan som det skal være.

Bagefter var vi ude og handle, så vi er helt klar til hele næste uges supersunde aftensmåltider og snacks. Og så var det tid til lur. Nicholas bad om at sove i ‘mor seng’ og plagede mig om at ligge hos ham. Det gør jeg gerne, for så er der også en lur på tapetet til mig. Vi lå og fjollede lidt, jeg hviskesang Mariehønen Evigglad for ham, han krammede mig og lå med armene om halsen på mig.

Han faldt hurtigt i søvn, og det smittede. Efter en halv times tid vågnede jeg fra min powernap. Hemmeligheden er at stå op, ikke sove videre, hvor fristende det end er. En powernap giver energi, en ordentlig morfar gør mig bare træt resten af dagen.

Klokken 15 skal vi til kaffe & kage, samt middag hos gode venner, men der soves stadig lur, så nu giver vi besked om, at vi er forsinkede.

I dag er træningsfri dag, men i går på en ellers højhellig fredag aften var jeg var nede og træne fra 21-22. Jeg startede med 12 minutters opvarmning på cross traineren, hvorefter jeg trænede bryst med frie vægte på bænk, samt triceps kabel pushdowns, squat med vægtstang, samt dødløft. Jeg lavede også 3 sæt armbøjninger på knæene. Det gik bedre end forleden, hvor jeg ikke kunne gennemføre ét sæt uden pauser. Jeg var plaget af seriøs doms i brystmuskler og triceps fra træning i forgårs, men efter to sæt med lavere vægt var det arbejdet væk (i hvert fald de næste 48 timer).

Cirkus K

Jeg er søvn-o-man. Jeg elsker at sove, fordi det gør mig godt, og jeg har stort set aldrig problemer med at falde i søvn. Jeg kan sove fra hvad som helst, inklusiv min egen søns gråd. Ofte vågner jeg først ved at Allan dumper Nicholas ned i sengen til mig – efter at han har kampvrælet i 10 minutter. Ravnemoren vågner ikke af den slags detaljer.

Det skyldes primært, at jeg vender det døve øre til. Jeg har nemlig et (næsten) døvt øre pga. benæder. Ind i mellem er jeg faktisk lidt glad for det, men det må du ikke sige til nogen.

Nåmen altså … i denne uge i Cirkus K, der begynder forestillingen et sted mellem 1:30 og 4:05 om natten. Én nat i denne uge har vi sovet igennem. Resten af nætterne er jeg vågnet ved, at Nicholas er dumpet ned i min turban.

Det er oftest sket ved 1:30 tiden, og så går resten af natten med at han klamrer sig til min krop. Særligt søger hans små hænder mine babser. Selv i søvne grabser han rundt inde i min bluse. Samtidig med at han skal sove så tæt på mig som muligt. Han vil helst ligge som limet til mig.

Jeg må ikke vende ryggen til ham, selv i søvne bemærker han det straks, kravler hen over mig og lægger sig tilrette med sin mave hen over mit ansigt. På sin vis hyggeligt, men også kvælende – og overhovedet ikke befordrende for nattesøvnen.

Efter sådan en nat, hvor jeg sover i korte faser, bliver puffet rundt, er vågen 117 gange og får ondt i ryggen af at ligge forkert, så er jeg VVMK, når jeg står op. Verdens værste mor og kone. Jeg er rasende i samme øjeblik, jeg sætter foden på gulvet. Virkelig rasende, samtidig med at jeg er klodset og glemmer alt muligt, jeg er vrissen, kort for hovedet, egoistisk, hysterisk og med kort lunte. En sand hyggespreder. Burde udstyres med advarselstekst.

Jeg synker ned på et reptilstadie, hvor alt andet end AT SOVE bliver uvigtigt og irriterende. Det hjælper som oftest (lidt) efter et bad, morgenmad og en spand kaffe, men jeg er virkelig ikke rar at være i nærheden af på sådan en morgen, og det er jeg ked af, men jeg kan dårligt selv kontrollere det, når jeg er udmattet.

Det er virkelig dumt at blive VVMK, for det er som regel ikke sådan at jeg går rundt i en døs hele dagen. En dårlig nat er ikke altid lig med en dårlig og energiløs dag. Jeg bliver mere træt om aftenen end ellers, men det meste af dagen går det faktisk fint. Derfor må jeg simpelthen prøve at få VVMK udryddet. Kunne jo være, at de trætte morgener ville forløbe bedre, hvis jeg prøvede at smile til mokken i spejlet med de sorte poser under øjnene i stedet for at sprede galde i mit nærmiljø.

Jeg fortæller mig selv, at jeg kommer til at savne mit lille sengepiskeris, når han er blevet stor og synes, at vi er piiinlige.

Hvor kommer denne pludselige træningsiver fra?

Det hele kommer sig af, at jeg sad hos lægen i december måned. Vi talte om vægt, fordi mit BMI er for højt – hun spurgte ‘ … men kan du tabe dig?’, hvor til jeg svarede ‘Ork ja’. Jeg har så siden måttet æde noget af dén skråsikkerhed, men det er jo ikke løgn. Jeg KAN tabe mig. Jeg har gjort det før. Men så kom der lige en jul på tværs, en halsbetændelse, en omgang hoste plus hverdagen. Og nu vejer jeg stadig det samme som da jeg var hos lægen i december. Det var jo ikke lige det, der var meningen.

Da jeg tabte mig 15 kilo for 14 år siden, gjorde jeg det ved hjælp af meget træning og SlimFast, så jeg er i gang med at researche lidt på de forskellige pulverkure på markedet. Mit eneste aber dabei er, at jeg ikke vil spise pulver eller speciel slankekost foran Nicholas. Han er småtspisende nok i forvejen, og jeg er hans eksempel. Han kopierer alt hvad vi gør, og hvis jeg afviser mad, så gør han det også. Og der var SlimFast faktisk ret genial, da man så må spise et (sundt) måltid om dagen, mens man erstatter alle de andre måltider med en shake.

Her på arbejde er alle mine kolleger i gang med suppekuren for at kickstarte et vægttab og komme godt i gang. Man kan tabe 3-5 kilo på en uge med suppespisning. Det er selvfølgelig primært væsketab, men jeg overvejer alligevel en uge på suppe for at komme godt fra start og få en eller anden form for succesoplevelse ved at se nålen på vægten stoppe på et lavere niveau end nu.

Indtil jeg finder ud af, hvordan jeg griber det an med kosten – om jeg skal på reel slankekur, så har vi lagt vores kost om, så fokus ligger på grøntsager og fedtfattigt kød. Ikke kedelig mad, men sund og spændende mad. Jeg elsker grøntsager, men det er alt andet lige SÅ meget nemmere at lave pasta eller ris end at udvælge grøntsager, vaske, skære osv. Det er bare ikke godt for figuren med 60% kulhydrater, 30% kød og 10% sauce.

Så jeg cutter kulhydraterne, og hvor jeg ikke kan komme udenom dem, vælger jeg grove kulhydrater.Til gengæld spiser jeg mere kød end før, samt væsentlige flere grøntsager.

Men selvom kosten er det, jeg nævner først, så er det faktisk træningen, der er den største og vigtigste del af kuren. Jeg styrketræner igen, og jeg lægger ikke fingrene i mellem. Jeg træner max. 8 repetitioner til udmattelse, dvs. for at få større muskler og fokuserer på de store muskelgrupper. Større muskler = højere forbrænding. Kombineret med en lav kulhydrat kost med meget protein skulle det gerne give pote.

Men jeg er ikke blind for, at jeg er så overvægtig, at styrketræning og kostomlægning ikke vil gøre tricket alene. Jeg bliver også nødt til at konditionstræne for at øge min fedtforbrænding. Til at begynde med betyder det en løbetur hver anden dag. Måske supplerer jeg med en pulverkur i en periode.

Jeg planlægger at træne om aftenen, typisk fra 21-22. Det er det eneste tidspunkt, der passer mig. Det er både godt og skidt. Jeg kan være så træt på det tidspunkt, at jeg ikke orker at gi’ den en skalle, så træningen bliver mindre effektiv. Træning lige før sengetid kan også ødelægge ens nattesøvn. Til gengæld får jeg forbrændt min aftensmad, jeg ryger ikke i snack-skabet om aftenen samtidig med at jeg tager min afterburn effekt med i seng

Jeg vejede 89 kilo, da jeg startede med at træne forleden. Hvis mit BMI skal være normalt, skal jeg ned på 75 kilo. Det er 10 kilo mere end da jeg var slankest, før jeg var i fertilitetsbehandling og fik Nicholas, så det er ikke en umulig opgave.

Holder stadig fanen højt

Også på min 3. træningsdag kom jeg først ud af klappen ved 21-tiden. Nicholas og jeg hyggede og sang alle hans yndlingssange, mens vi lå og gemte os for trolden under min dyne. ‘Kommer trold ikke!’, sagde han, og jeg lovede at passe på ham. Han stod op to gange, før jeg fik ham til at sove, så det var overraskende hurtigt i dag. Jeg ventede lidt, og så gik jeg ud af døren ca. 20:50.

På min 3. træningsdag havde jeg løbe-pause, så jeg varmede op i 12 minutter på cross traineren i stedet for. Det er ikke nær så hårdt som at løbe, men er fint nok til opvarmning. Cross traineren er en god, men gammel svend, helt uden dikkedarer: Lige-ud og interval-program. Bum.

Og så var det triceps/bryst/mave/ben dag. Jeg er godt klar over, at det her lyder lidt twisted, for folk der ikke er bidt af en gal håndvægt, men jeg følte mig lidt som en frk. Swarzenegger pakket ind i fedt in the good old days i den slidte kælder-gym i LA. Der er ikke noget som at være alene i et veludrustet træningslokale med ét formål: At dræbe sine muskler.

Som sagt så gjort. Jeg har aldrig før trænet i et træningslokale, hvor der ikke var håndvægte, men der er saml-selv-håndvægte med stænger og skiver, så jeg samlede et par håndvægte på 2 x 7 kilo til at lave brystpres med. Glæder mig da over, at jeg ikke skulle ned på 2 x 250 g i stedet for at skumle over at der er lang vej til de 2 x 20 kg, jeg løftede, da jeg var stærkest.

Jeg lavede squat med vægtstang på nakken, det har jeg aldrig gjort fritstående før, men altid i Smith stativ, så det var en ny fornemmelse at balancere vægtstangen og ikke mindst skulle have vægtstangen over hovedet helt nede fra gulv-niveau. Det stiller væsentlig større krav til både styrke og løfte-teknik. Det er en oplagt rygskade, hvis jeg gør det forkert.

Jeg trænede mave på skråbænk med en 2½ kilos vægtskive, samt lavede sidebøjninger med min 7 kilos håndvægt. Og triceps fik en tur med kabeltræk. Nå, det må være nok sladder fra træningslokalet. Skønt var det. Ikke så meget før, som under og efter. Jeg kan allerede nu mærke en vis stiv- og ømhed i min krop

Nu med doms

Træning dag 1 og 2 har medført seriøs doms. Jubiii. Jeg elsker nemlig doms. Så sker der nemlig noget. Mine mavemuskler hænger i laser. Mine triceps er ømme, og jeg klapper ikke af nogen i dag, for det kan jeg ikke for mine ømme brystmuskler. Mine biceps er vatagtige, min ryg og skuldre er trætte. Min numse er psykopat-øm, og mine stænger er stive og ømme.

I går trænede jeg ryg, skuldre og biceps efter at have løbet 20 minutter på løbebåndet. Jeg er startet forfra på mit begynderprogram; 2 minutters gang, 2 minutters løb x 5. Hold nu kæft, jeg var ved at stille træskoene. Det var sygt hårdt, men jeg klarede mig igennem. I aften står den på 20 minutters rask gang på løbebåndet eller crosstraineren, samt bryst/triceps/mave/ben-træning.

Jeg lægger ud med at træne efter splitprogram, fordi jeg har lettest ved at træne ‘lidt’ hver dag. Hvis jeg skal gennemtræne hele kroppen hver anden dag, går jeg død i det, fordi det bliver for mange øvelser, for mange gentagelser, for lang tid, kedeligt, umotiverende og så bliver de sidste øvelser ikke gjort helt så grundigt som de første, så det bliver også mindre effektivt. Spild af tid.

Split-programmet gør, at jeg træner halvdelen af kroppens muskelgrupper ad gangen på cirka 25 minutter – ½ time pr. dag. Det har altid virket bedst for mig, så det er det mønster, jeg tager op igen. Kort, hårdt, modbydeligt