Derfor er der også en anelse gammeldags afpresning over det, når jeg skriver om min træning, for så bliver jeg nødt til at gøre det, jeg prædiker om. Heldigvis har min krop og min psyke kun positive erfaringer med træning. Jeg har ikke en masse nederlag og følelser forbundet med at være på slankekur, og jeg håber, at jeg kan fortsætte på den måde. Jeg har været på slankekur i en stor del af mit liv, og når jeg ser tilbage på billeder af mig selv ca. 30 år, så fatter jeg ikke, hvad jeg havde gang i. Nu vil jeg bare gerne have min egen figur igen – den jeg havde, da jeg var omkring 30 år.

Jeg blev kaldt ‘tykke’ og ‘fede’, da jeg var barn. Både i skolen, men også af min far. Når jeg ser på klassebillederne var jeg ikke tyk, jeg havde måske lidt hvalpefedt. Men jeg blev tyk, selvom jeg som barn gik til ballet og jazzballet – ingen af delene havde jeg talent for. Jeg følte mig som en stor tyk klods, selvom billederne fra dengang ikke viser en tyk klods.

Gymnastik i folkeskolen bragte mig ikke andet end nederlag. Jeg var bange for redskabsgymnastik, som var den foretrukne disciplin, og min gymnastiklærer mistede tålmodigheden med mig og smed mig hen over hesten, fordi jeg nægtede at springe. Jeg røg med hovedet først ned i gulvet og mistede kortvarigt bevidstheden.

Jeg tilbragte mange timer på toilettet, fordi jeg var bange for at være med og få endnu et nederlag. Men ikke engang på toilettet kunne jeg være i fred, for min lærer kom ud og dundrede på døren, og så måtte jeg blussende rød komme ud til mine leende klassekammerater og endnu en gang kunne jeg ikke komme op i ringene eller over hesten. Endnu en gang græd jeg af skam i gymnastiktimen.

Efter de oplevelser holdt jeg op med at lave noget fysisk, fordi jeg var så dårlig til det. Jeg passede mine lektier, var sammen med mine veninder, læste bøger og gik lange ture med hunden. Som teenager var jeg tyk, og jeg trøstespiste. Min brors bedste ven, som jeg var vild med, kaldte mig Grethe Sønck. Til min konfirmation havde jeg en sløjfe om livet, der hvor taljen skulle have været.

Min aversion mod fysisk udfoldelse blev vendt til kærlighed, da min mor og jeg begyndte at gå til aerobic, da jeg var 16-17 år. Det var lige mig. Det var sjovt, jeg blev lynhurtigt god til det, og jeg begyndte at gå til aerobic 2 gange om ugen. Da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg for alvor at gå til aerobic, og kiloene raslede af mig. Jeg gik til aerobic 12-15 timer om ugen efter skole og siden efter arbejde, da jeg fik mit første job. Jeg trænede fra 6:30 – 7:30 før job – og igen om aftenen. Stort set hver dag. Jeg begyndte desuden at danse og kom med på showhold. Jeg elsker at danse, og jeg dansede måske 5 timer om ugen, ud over 5 timers styrketræning og 4 timers aerobic. Jeg tog gerne 3 timer i træk; step, aerobic og funk. Jeg vejede 65 kilo og var efter nogens mening for tynd, men jeg følte mig stadig for tyk.

Jeg blev uformel præsident for OA … Overtrainers Anonymous, og det endte da også med, at jeg smadrede min menisk. Selv da jeg var på venteliste til meniskoperation, trænede jeg uforstyrret videre. Jaja, ind i mellem gjorde det da rimelig ondt - ! Jeg fik fjernet menisken delvist, men jeg ville ikke undvære træning, så jeg begyndte at styrketræne. Så kom jeg dér på krykker og trænede med håndvægte og i maskiner.

Styrketræning er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Siden da har jeg styrketrænet hver morgen før arbejde og konditionstrænet efter arbejde. Jeg træner hårdt og tungt for at få større muskler, og jeg fik også større muskler. Jeg vejede 70 kilo med lav fedt%. Følelsen af at være for tyk blev overskygget af en følelse af, at min krop var fantastisk. Min krop reagerede på styrketræningen, og jeg blev tonet og bomstærk.

Da jeg mødte Allan trænede jeg 10-12 timer om ugen – BodyCombat og styrketræning – ud over fuldtidsarbejde. Jeg reducerede i træningsmængden for at skabe plads til os, men jeg trænede stadig, da vi flyttede sammen, og da vi startede i fertilitetsbehandling. Jeg tog 10-15 kilo på, inden jeg blev gravid som følge af hormonbehandlinger og kærestehygge. Jeg vejede 89 kilo, da jeg var tungest som gravid.

Da jeg havde født vejede jeg 80 kilo, dvs. min før gravid-vægt +10 kilo. Jeg trænede og rørte mig rimeligt regelmæssigt under min barsel, men jeg vejede stadig 80 kilo, da jeg startede på job efter barsel. Derfra gik det galt, for jeg havde ikke tid til at træne, og min nye hverdag var fuldt besat. Min dag bestod af job, køre hjem, være sammen med Nicholas og Allan et par timer, lægge Nicholas i seng og selv gå i seng. Jeg accepterede modvilligt, at jeg for en tid måtte opgive træningen.

Min vægt ramte 89 kilo, og jeg var ikke glad. Jeg begyndte at løbe hver aften, men var utryg ved at løbe alene på mørke øde veje og så fik jeg en fiberskade. Stadig 89 kilo til jul sidste år – og nu tiltagende utilfreds og også bange. Jeg er snart 40 år, overvægtig og inaktiv. På kurs direkte mod diverse livsstilssygdomme. Må stoppe det, før det bliver 100 kilo, 120 kilo …

Derfor træner jeg. Derfor forlader jeg Allan hver aften for at træne mellem 21 og 22. Jeg ville 1000 gange hellere blive hjemme og hygge, men jeg er ikke glad, når jeg er tyk. Jeg er glad, når jeg træner og føler mig godt til pas i min krop. Allerede efter første omgang træningen følte jeg mig godt til pas i min krop, selvom spejlet stadig viser en tyk kvinde.

Jeg mærker, at overskuddet vender tilbage. Det motiverer mig, og jeg kender heldigvis mine svagheder ganske godt; jeg skal træne hver dag. Ikke hver anden dag eller 3 gange om ugen, for så bliver det lettere at springe over. Træner jeg hver dag, er mindet om gårsdagens træning frisk i min erindring, og så kommer jeg lettere afsted igen, selvom sofaen limer til min ryg.

Jeg træner kondition hver anden dag i 30 minutter på cross trainer, og hver anden dag varmer jeg op i 12 minutter på cross trainer. Jeg træner efter splitprogram, så hver muskelgruppe får en hviledag. En dag om ugen holder jeg en hviledag. Jeg træner hårdt, kort og tungt. Jeg sigter efter at lave 8 reps med så tilpas tung vægt, at jeg ikke er i stand til at tage den 9. repetition. Kan jeg tage 9 reps, øger jeg vægten med det samme. Jeg kører 3 sæt a 8 reps på hver øvelse. Allerede på min 3. uge har jeg øget min vægt med cirka 5 kilo i alle øvelser, så jeg kan klart mærke, at jeg bliver stærkere. Min krop belønner lynhurtigt min indsats, og det er så motiverende!!

Men en anden ting, der for mig er lige så vigtigt er, at ro ikke nødvendigvis betyder afstand til min familie. For mig er det vigtigt at jeg kan finde ro i min familie og i mit hjem, at jeg føler mig hjemme. Hvis familien kun er en stressfaktor – hvis man ikke kan være sig selv sammen med sin familie, er det måske ikke et særlig sundt liv man lever? Hvis man absolut skal ud og væk for at trække vejret og mærke sig selv igen, er der så ikke noget galt med ens familieliv?

Som forælder har man ansvaret for at skabe plads til, at alle i familien kan være sig selv i sin familie – uanset om man er sammen-sammen eller sammen-hver-for-sig. Det er noget, Nicholas skal lære – og han skal lære det af mig. Han skal lære, at selvom jeg er der, så kan det godt være, at jeg ikke er tilgængelig lige nu. Derfor nytter det ikke, at jeg kun tager tid til at være mig selv, når han ikke ser det, og ellers kun er en altid-på-tralalala-happy-mom, når han ser mig.

Det billede af voksenlivet, Nicholas ser min mand og jeg udføre, vil på mange måder danne udgangspunkt for hans voksenliv, og så er det ikke smart, at han aldrig ser hverken mor eller far være sig selv, men at far og mor konstant undertrykker eller udskyder vores egne behov. Ligesom han har behov for ind i mellem at være sig selv, så har vi også behov, og det lærer vi ham at forstå ved ikke konstant at være på for hans skyld, men viser ham, at vi også har behov for at slappe af eller hvad det nu kunne være. Han er en del af vores familie, han er ikke centrum.

Og så gik resten af weekenden ellers med sne, hygge, slud, vandpytter, god mad, våde flyverdragter, hygge, tynd mave, hoste plus det løse. Lørdag var træningsfri dag – og godt det samme, for mine kræfter var ikke til det. Men søndag aften var jeg tilbage i fuld styrke, og jeg fik trænet ryg, skuldre, biceps og ben inden klokken var 22, og jeg blev nødt til at holde fyraften for ikke at genere træningskælderens overbo.

Rent faktisk var der tale om en kanon omgang træning begyndende med 30 gode og hurtige minutter på cross traineren. Og efterhånden som jeg begynder at træne, dukker mine gamle favoritøvelser op i hjernebarken. I går lavede jeg military press … auuv!

Natten til mandag blev en af de lange; Nicholas stod op 2:30, og han kartede rundt i vores seng, indtil han blev træt af os og gik ind og lagde sig til at sove i sofaen i stedet for. Da jeg så mig i spejlet klokken 5:55, lignede jeg noget der var løgn.

Udover akut søvnmangel havde jeg også fået øjenbetændelse, så mine øjne var rødsprængte, og mine øjenomgivelser om venstre øje var så hævede, at jeg havde en 10 cm lang dyb plovfure (!) under øjet, og mit øjenlåg dækkede helt mine øjenvipper og hang ned i mit øje. Plovfuren gik helt ned midt på kinden. På samme tid fascinerende og lidt skræmmende… Måske er det et godt billede af hvordan jeg ser ud på en god dag som 90-årig?

Jeg er godt klar over, at det hermed er min skyld, hvis der kommer vinter nu. Når jeg glemmer ledningen til min computer på arbejdet, bliver Nicholas syg (og jeg sidder ret hurtigt med en død computer og en masse arbejde, jeg ikke kan lave). Når jeg siger, at foråret er kommet, er der derfor risiko for, at nu får vi noget reel vinter.

Det er ikke forår endnu … Jeg er bare forelsket i Allan ♥ og det er derfor, at det virker forårsagtigt på en frostklar vintermorgen!

10 minutters hvid vinter – er det det hele i år?

For Nicholas’ skyld ville jeg ønske, at vi fik bare én eneste omgang sne i år. Sådan helt praktisk fra fredag aften og weekenden over. Og så er det selvfølgelig helt væk mandag morgen! Jeg gad godt tumle med ham i sneen, jeg ved bare, at han ville elske det!

Da jeg gik over for at træne, blev jeg mindet om hvorfor jeg ikke er begejstret for sne og is … det var nemlig djævelsk glat!

I dag læste jeg om en mor, der med sine to børn var på vej til børnehave i morges, men de blev alle tre påkørt af en bil. Moren er efterfølgende død, og de to børn er efterladt i dyb sorg og chok.

For slet ikke at tale om de frygtelige sager om incest, der popper op som paddehatte.

Jeg kan simpelthen ikke have det, for det pirker til min egen angst for, at der skal ske min søn noget, og jeg bliver så sorgfuld, når jeg læser, at der sker børn noget ondt eller at de mister deres forældre. Børn er det mest fantastiske, vi har i verden. De er små sårbare stråler af kærlighed, som vi skal passe på. Også hinandens børn skal vi passe på. Ikke bare vore egne.

Jeg vil ikke læse flere nyheder lige nu. Det rammer mig for hårdt, jeg er åbenbart ret sårbar lige nu. Vil skynde mig hjem og kramme min lille dreng.

Da klokken slog 21, og NC netop – meget modvilligt – havde indledt rejsen til drømmeland, så snørede jeg mine træningssko og fik overtøjet på.

Min krop var stiv, træt og ugidelig, men jeg tændte for musikken og gav den gas på cross traineren i 12 minutters opvarmning. Så gik det straks lidt bedre. Jeg trænede bryst, triceps og mave. Først trænede jeg bryst på skråbænk med frie vægte – det er lidt af et puslespil at samle vægte, men jeg samlede nærmest alle de mindste vægtskiver og fik ‘skabt’ følgende helt perfekte vægte: 3+1+2,5+stang+2,5+1+1,25+0,5+0,5 = 12,25 kg eksklusiv stænger, som typisk vejer 1 kilo.

Jeg troede faktisk, at de vejede i omegnen af 8 kilo, men nu kan jeg godt se ud fra sammentællingen på billedet, at der var en grund til, at vægtene føltes tunge. De var tunge .. men gode *djævelsk smil*.

Bagefter lavede jeg bænkpres på flad bænk med relativt lav vægt og flere repetitioner. Triceps trænede jeg med frie vægte og pull-downs. Maven trænede jeg på skråbænk, på gulv, samt med sidebøjninger med en af mine hjemmelavede 13 kilos håndvægte.

Men det fedeste er følelsen … følelsen af at være stærk og slank. Derfor er styrketræning så genialt, for når jeg bruger min krop og træner den hårdt, så belønner min krop mig med en følelse af, at jeg er stærk og slank, selvom jeg ikke er det ( … endnu). Jeg er sikker på, at det er den følelse, der gør, at jeg kan holde gejsten oppe, for resultaterne lader vente på sig. Det er jo ikke nogen crash-kur. På en uge har jeg tabt 1 kilo, og hvis det fortsætter i det tempo har jeg nået mit mål midt i maj. Der er længe til. Derfor holder fast i følelsen – det er derfor jeg gør det.

Her til morgen er det i store træk væk, og jeg kan ikke lade være med at beundre hans recovery hastighed. Ikke som os andre, der stadig hoster i ny og næ og har gjort det siden sidste år.

Dagen er slut. Jeg er træt. Mine muskler er trætte. Træning i går, træning i dag. 30 minutter på cross trainer, samt ryg og biceps-træning i dag. I går 12 minutter opvarmning på cross traineren, samt bryst, triceps, mave og ben.

Og så er den uge i gang, og denne dag er slut-prut!

Jeg var godt klar over, at det nok trak op til en ‘barns sygedag’, så jeg snoozede vækkeuret et par gange for ikke at vække ham ved at gå i bad. Han sov til sidst tungt, og jeg listede i bad. Han vågnede grædende lidt over 7. Der var brunligt puds i hans ene øre, og hans andet øre var ildrødt af at blive nulret kraftigt. Han havde også en smule feber, 37,5 (belært af sidste tur til vagtlægen ved vi nu, at det er feber og skal tages alvorligt hos børn…).

Så det var tid til en tur til lægen og tid til en dag hjemme. Nicholas og min læges konsultation var lukket i dag (synes efterhånden altid der er lukket, når jeg ringer?), så jeg måtte have fat i Allans læge. Det var der heldigvis ingen problemer i.

Tilsyneladende har Nicholas noget med læger, for han knaldede helt ud, da vi kom derned. Jeg hørte kun omtrent halvdelen af det lægen sagde, og jeg måtte bede ham om at gentage det. Jeg tror dog, at jeg har fanget det væsentligste. Han sagde, at der står væske i mellemøret, som buer udad. Det gør ondt på Nicholas, så vi skal give panodiler igen. Jeg fik en recept med på Klacid, som vi kan have i baghånden, hvis feberen ikke falder, og han ikke får det bedre i løbet af 24 timer.

Vi tog hjem, og jeg gav ham en panodil og lagde ham til middagslur. Og så kaster jeg mig over mine mange opgaver på arbejdet. Håber på en lang lur i dag – især for ham, men også for mig, så jeg kan nå nogle af de virtuelle bunker på mit virtuelle skrivebord.

Hit med Suppen kan ikke anbefales som før-træningsmad skal jeg lige hilse og sige. Det smager fantastisk, men jeg følte det som om at der sad en kæmpe boble, der pressede ned på mine nyrer og op mod mine lunger og ribben. Og den megaboble hoppede op og ned, da jeg gav den gas på cross traineren. Jeg havde simpelthen suppeopstød. Super.

Ejmen jøsses … jeg overvejede i et vildt øjeblik at finde en skraldespand og få det overstået, men der var ikke nogen, og det ville også være noget nas at rydde op bagefter, så jeg prøvede at abstrahere fra det og fik gennemført 22 minutters cross training. Kroppen stod af, men viljen fik mig igennem med nød og næppe.

Bagefter trænede jeg ryg og biceps, og så var klokken 22 og sengetid. Ikke min bedste træning til dato, men det er en start og bedre end ingenting. Nu er ugen i gang, og morgendagens træning bliver endnu bedre end i dag!

Vi kom en time for sent – vi havde givet besked i forvejen. Da det gik så galt sidst, fik han nemlig ikke sin middagslur, så det har vi planlagt udenom denne gang. Eller næsten. For NC vågnede klokken 15, netop som vi skulle være der. Vi tog den med ro, og tog afsted, da han havde fået øjne. Det var en god løsning, for han var frisk, sød, glad og i spilop-humør.

Jeg tror måske, at NC blev lidt forelsket i vores venners lidt ældre pige, der rimelig hurtigt spurgte ham, om han ikke også ville have tøjet af. Han kom derefter hen og spurgte mig, om han måtte få tøjet af. Jeg spurgte, om han virkelig ville have Thomas Tog-blusen af. Det ville han gerne – for første gang i 48 timer. Han har ellers hårdnakket nægtet at tage den af. Og så kommer der sådan en lille lyshåret pige vimsende, og så vil han lige pludselig gerne smide Thomas Tog blusen!!

Han får problemer med de kvinder senere i livet Han beholdt dog tøjet på, for så blev han fanget af at køre tog på Brio-banen.

Klokken 22 kunne han ikke mere, så vi pakkede togbanen og alt vores øvrige haben-gut sammen og kørte hjem. Han faldt i søvn i autostolen og vågnede kun let op, da jeg pillede ham ud, tog tøjet af ham, skiftede hans ble og puttede ham.

Vi spiste som sædvanlig morgenmad hos farmor og bedstefar, og der var ‘slikkerlik’ på tapetet hos farmor. Det er der altid hos farmor, præcis som der skal være. For farmor rimer på forkælelse, sådan som det skal være.

Bagefter var vi ude og handle, så vi er helt klar til hele næste uges supersunde aftensmåltider og snacks. Og så var det tid til lur. Nicholas bad om at sove i ‘mor seng’ og plagede mig om at ligge hos ham. Det gør jeg gerne, for så er der også en lur på tapetet til mig. Vi lå og fjollede lidt, jeg hviskesang Mariehønen Evigglad for ham, han krammede mig og lå med armene om halsen på mig.

Han faldt hurtigt i søvn, og det smittede. Efter en halv times tid vågnede jeg fra min powernap. Hemmeligheden er at stå op, ikke sove videre, hvor fristende det end er. En powernap giver energi, en ordentlig morfar gør mig bare træt resten af dagen.

Klokken 15 skal vi til kaffe & kage, samt middag hos gode venner, men der soves stadig lur, så nu giver vi besked om, at vi er forsinkede.

I dag er træningsfri dag, men i går på en ellers højhellig fredag aften var jeg var nede og træne fra 21-22. Jeg startede med 12 minutters opvarmning på cross traineren, hvorefter jeg trænede bryst med frie vægte på bænk, samt triceps kabel pushdowns, squat med vægtstang, samt dødløft. Jeg lavede også 3 sæt armbøjninger på knæene. Det gik bedre end forleden, hvor jeg ikke kunne gennemføre ét sæt uden pauser. Jeg var plaget af seriøs doms i brystmuskler og triceps fra træning i forgårs, men efter to sæt med lavere vægt var det arbejdet væk (i hvert fald de næste 48 timer).

Det skyldes primært, at jeg vender det døve øre til. Jeg har nemlig et (næsten) døvt øre pga. benæder. Ind i mellem er jeg faktisk lidt glad for det, men det må du ikke sige til nogen.

Nåmen altså … i denne uge i Cirkus K, der begynder forestillingen et sted mellem 1:30 og 4:05 om natten. Én nat i denne uge har vi sovet igennem. Resten af nætterne er jeg vågnet ved, at Nicholas er dumpet ned i min turban.

Det er oftest sket ved 1:30 tiden, og så går resten af natten med at han klamrer sig til min krop. Særligt søger hans små hænder mine babser. Selv i søvne grabser han rundt inde i min bluse. Samtidig med at han skal sove så tæt på mig som muligt. Han vil helst ligge som limet til mig.

Jeg må ikke vende ryggen til ham, selv i søvne bemærker han det straks, kravler hen over mig og lægger sig tilrette med sin mave hen over mit ansigt. På sin vis hyggeligt, men også kvælende – og overhovedet ikke befordrende for nattesøvnen.

Efter sådan en nat, hvor jeg sover i korte faser, bliver puffet rundt, er vågen 117 gange og får ondt i ryggen af at ligge forkert, så er jeg VVMK, når jeg står op. Verdens værste mor og kone. Jeg er rasende i samme øjeblik, jeg sætter foden på gulvet. Virkelig rasende, samtidig med at jeg er klodset og glemmer alt muligt, jeg er vrissen, kort for hovedet, egoistisk, hysterisk og med kort lunte. En sand hyggespreder. Burde udstyres med advarselstekst.

Jeg synker ned på et reptilstadie, hvor alt andet end AT SOVE bliver uvigtigt og irriterende. Det hjælper som oftest (lidt) efter et bad, morgenmad og en spand kaffe, men jeg er virkelig ikke rar at være i nærheden af på sådan en morgen, og det er jeg ked af, men jeg kan dårligt selv kontrollere det, når jeg er udmattet.

Det er virkelig dumt at blive VVMK, for det er som regel ikke sådan at jeg går rundt i en døs hele dagen. En dårlig nat er ikke altid lig med en dårlig og energiløs dag. Jeg bliver mere træt om aftenen end ellers, men det meste af dagen går det faktisk fint. Derfor må jeg simpelthen prøve at få VVMK udryddet. Kunne jo være, at de trætte morgener ville forløbe bedre, hvis jeg prøvede at smile til mokken i spejlet med de sorte poser under øjnene i stedet for at sprede galde i mit nærmiljø.

Jeg fortæller mig selv, at jeg kommer til at savne mit lille sengepiskeris, når han er blevet stor og synes, at vi er piiinlige.

Da jeg tabte mig 15 kilo for 14 år siden, gjorde jeg det ved hjælp af meget træning og SlimFast, så jeg er i gang med at researche lidt på de forskellige pulverkure på markedet. Mit eneste aber dabei er, at jeg ikke vil spise pulver eller speciel slankekost foran Nicholas. Han er småtspisende nok i forvejen, og jeg er hans eksempel. Han kopierer alt hvad vi gør, og hvis jeg afviser mad, så gør han det også. Og der var SlimFast faktisk ret genial, da man så må spise et (sundt) måltid om dagen, mens man erstatter alle de andre måltider med en shake.

Her på arbejde er alle mine kolleger i gang med suppekuren for at kickstarte et vægttab og komme godt i gang. Man kan tabe 3-5 kilo på en uge med suppespisning. Det er selvfølgelig primært væsketab, men jeg overvejer alligevel en uge på suppe for at komme godt fra start og få en eller anden form for succesoplevelse ved at se nålen på vægten stoppe på et lavere niveau end nu.

Indtil jeg finder ud af, hvordan jeg griber det an med kosten – om jeg skal på reel slankekur, så har vi lagt vores kost om, så fokus ligger på grøntsager og fedtfattigt kød. Ikke kedelig mad, men sund og spændende mad. Jeg elsker grøntsager, men det er alt andet lige SÅ meget nemmere at lave pasta eller ris end at udvælge grøntsager, vaske, skære osv. Det er bare ikke godt for figuren med 60% kulhydrater, 30% kød og 10% sauce.

Så jeg cutter kulhydraterne, og hvor jeg ikke kan komme udenom dem, vælger jeg grove kulhydrater.Til gengæld spiser jeg mere kød end før, samt væsentlige flere grøntsager.

Men selvom kosten er det, jeg nævner først, så er det faktisk træningen, der er den største og vigtigste del af kuren. Jeg styrketræner igen, og jeg lægger ikke fingrene i mellem. Jeg træner max. 8 repetitioner til udmattelse, dvs. for at få større muskler og fokuserer på de store muskelgrupper. Større muskler = højere forbrænding. Kombineret med en lav kulhydrat kost med meget protein skulle det gerne give pote.

Men jeg er ikke blind for, at jeg er så overvægtig, at styrketræning og kostomlægning ikke vil gøre tricket alene. Jeg bliver også nødt til at konditionstræne for at øge min fedtforbrænding. Til at begynde med betyder det en løbetur hver anden dag. Måske supplerer jeg med en pulverkur i en periode.

Jeg planlægger at træne om aftenen, typisk fra 21-22. Det er det eneste tidspunkt, der passer mig. Det er både godt og skidt. Jeg kan være så træt på det tidspunkt, at jeg ikke orker at gi’ den en skalle, så træningen bliver mindre effektiv. Træning lige før sengetid kan også ødelægge ens nattesøvn. Til gengæld får jeg forbrændt min aftensmad, jeg ryger ikke i snack-skabet om aftenen samtidig med at jeg tager min afterburn effekt med i seng

Jeg vejede 89 kilo, da jeg startede med at træne forleden. Hvis mit BMI skal være normalt, skal jeg ned på 75 kilo. Det er 10 kilo mere end da jeg var slankest, før jeg var i fertilitetsbehandling og fik Nicholas, så det er ikke en umulig opgave.

På min 3. træningsdag havde jeg løbe-pause, så jeg varmede op i 12 minutter på cross traineren i stedet for. Det er ikke nær så hårdt som at løbe, men er fint nok til opvarmning. Cross traineren er en god, men gammel svend, helt uden dikkedarer: Lige-ud og interval-program. Bum.

Og så var det triceps/bryst/mave/ben dag. Jeg er godt klar over, at det her lyder lidt twisted, for folk der ikke er bidt af en gal håndvægt, men jeg følte mig lidt som en frk. Swarzenegger pakket ind i fedt in the good old days i den slidte kælder-gym i LA. Der er ikke noget som at være alene i et veludrustet træningslokale med ét formål: At dræbe sine muskler.

Som sagt så gjort. Jeg har aldrig før trænet i et træningslokale, hvor der ikke var håndvægte, men der er saml-selv-håndvægte med stænger og skiver, så jeg samlede et par håndvægte på 2 x 7 kilo til at lave brystpres med. Glæder mig da over, at jeg ikke skulle ned på 2 x 250 g i stedet for at skumle over at der er lang vej til de 2 x 20 kg, jeg løftede, da jeg var stærkest.

Jeg lavede squat med vægtstang på nakken, det har jeg aldrig gjort fritstående før, men altid i Smith stativ, så det var en ny fornemmelse at balancere vægtstangen og ikke mindst skulle have vægtstangen over hovedet helt nede fra gulv-niveau. Det stiller væsentlig større krav til både styrke og løfte-teknik. Det er en oplagt rygskade, hvis jeg gør det forkert.

Jeg trænede mave på skråbænk med en 2½ kilos vægtskive, samt lavede sidebøjninger med min 7 kilos håndvægt. Og triceps fik en tur med kabeltræk. Nå, det må være nok sladder fra træningslokalet. Skønt var det. Ikke så meget før, som under og efter. Jeg kan allerede nu mærke en vis stiv- og ømhed i min krop

I går trænede jeg ryg, skuldre og biceps efter at have løbet 20 minutter på løbebåndet. Jeg er startet forfra på mit begynderprogram; 2 minutters gang, 2 minutters løb x 5. Hold nu kæft, jeg var ved at stille træskoene. Det var sygt hårdt, men jeg klarede mig igennem. I aften står den på 20 minutters rask gang på løbebåndet eller crosstraineren, samt bryst/triceps/mave/ben-træning.

Jeg lægger ud med at træne efter splitprogram, fordi jeg har lettest ved at træne ‘lidt’ hver dag. Hvis jeg skal gennemtræne hele kroppen hver anden dag, går jeg død i det, fordi det bliver for mange øvelser, for mange gentagelser, for lang tid, kedeligt, umotiverende og så bliver de sidste øvelser ikke gjort helt så grundigt som de første, så det bliver også mindre effektivt. Spild af tid.

Split-programmet gør, at jeg træner halvdelen af kroppens muskelgrupper ad gangen på cirka 25 minutter – ½ time pr. dag. Det har altid virket bedst for mig, så det er det mønster, jeg tager op igen. Kort, hårdt, modbydeligt

På trods af tung træthed og resterne af min julehoste havde jeg besluttet, at NU skulle det være: I går aftes fik jeg foretaget den sværeste øvelse af dem alle; at komme i gang. Klokken 21 gik jeg ud i regnvejret og løb over i vores træningslokale, hvor jeg startede med at gløbe 20 minutter på løbebåndet, hvorefter jeg trænede mave, ben, samt bryst og triceps.

Træningslokalet er ikke stort, smukt eller prangende, men til den pris (120 kroner for et helt år), så er jeg heller ikke så picky. Der er nemlig det, der skal være; en multi-maskine, hvor jeg kan træne bryst, triceps, biceps og ryg, samt en skråbænk til maven. Der er også et udvalg af motionscykler, et løbebånd, en crosstrainer, et fjernsyn, et par stepbænke og et stereoanlæg, samt et stort spejl. Samt stang og skiver til bænkpres, benpres, samt diverse saml-selv-håndvægte.

Jeg var helt og aldeles alene, bortset fra hende den tykke inde i spejlet. Jeg formåede at slå mine triceps og brystmuskler ihjel i løbet af 3 sæt. Jeg er officielt blevet svagløfter. Startede ud med 30 kg på triceps, men måtte nøjes med 10 kg. Jeg var godt klar over, at jeg ikke skulle have 40 kg på i bryst, men at jeg skulle ned på 20 kg sårede faktisk min forfængelighed. Inderst inde er der stadig en lille Arne Bjarne Badejern gemt i mig, så det kan jeg ikke have siddende på mig. Jeg skal tilbage i styrke. Måske ikke i fordums fulde styrke, men i hvert fald stærkere end nu.

“Og selvom det er en kvinde, der har lavet filmen, handler den ikke om grøn te og lukketider i børnehaven”

Den lader vi stå et øjeblik. Hvilken af Susanne Biers film er det nu, der handler om grøn te og lukketider i børnehaven?

I dag læser jeg så, at Julia Lahme undrer sig over nøjagtig samme udtalelse, og så må jeg simpelthen have luft, simpelthen fordi der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden. Og dén bredside mod statsministerens og mit køn kan jeg derfor ikke lade passere ukommenteret forbi.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Helle T og jeg har forskellig partifarve, men overskriften ‘Statsministerens køn er et problem’ ryster mig alligevel.

Jeg får det ikke bedre, da jeg læser artiklen. ‘Hendes meget tydelige kvindelige træk’ er et problem, der står i vejen for at hun kan blive opfattet som en autoritet. Skræmmende.

Uanset om hun gør det godt eller dårligt eller midt i mellem, så er det som kvinde rystende at læse, at der i 2012 stadig er nogen, der mener, at selve det at være kvinde er et problem for at kunne slå igennem.

Det er ikke hendes køn, der skaber problemer. Det er folks holdning til hendes køn, der skaber (en del af) problemet.

For mig at se er det afsenderen af budskabet den udtalelse siger mest om. Smut tilbage til Nationalmuseet, makker. Din montre er tom. Følg skiltet til ‘Nyere Stenalder’.

Jeg vidste godt med forstanden, at min mor var døende, for jeg havde spurgt lægen dagen før, hvor lang tid, der ville gå. For jeg syntes, at det trak ud. Jeg overvejede faktisk om jeg var klar til aktiv dødshjælp … hvis det var. For min mor havde bedt mig om ikke at lade hende lide, og jeg havde lovet hende det.

Men da jeg spurgte lægen sagde han ‘din mor er her ikke på mandag’. Og så stod jeg dér. Med et svar jeg selv havde bedt om, men overhovedet ikke var klar til at få. Det var fredag, og jeg var på vej hjem, for min mor var træt. Jeg kom hjem i min tomme lejlighed, og for allerførste gang i år 2000 rullede jeg mig sammen i min seng og græd, så hele min krop rystede.

Om lørdagen var jeg til træning. Det var min træning, der holdt sammen på det hele. Det var til træning, at min sorg og min angst kom ud af kroppen på mig, og jeg for en tid kunne slippe smerten. Efter træning var jeg igen på hospitalet hos min mor med min nye viden. Jeg kørte hjem, da min far kom efter frokost.

Min far ringede fra hospitalet og spurgte, hvornår jeg ville komme, for så ville han køre hjem og spise noget aftensmad. Jeg spiste ikke rigtig mad i den periode eller også gjorde jeg. Jeg aner det faktisk ikke. Jeg var ude hos min mor ved 17-tiden, og vi sad og snakkede hyggeligt sammen som altid. For første gang ville min mor ikke ud af sengen.

Hun blev tilbudt en kop kaffe, og for første gang i mit liv bad hun om, at der skulle mælk i. Aldrig har jeg set hende drikke andet end sort kaffe med to sødetabletter i. Aldrig! Hun fik en kop kaffe med mælk, som stod på hendes natbord. Der kom en læge og talte med hende, og hun sagde, at hun gerne ville ud og ryge. Jeg fnisede og sagde ‘ej, mor, det er nok ikke en god idé’. Jeg indkasserede et meget hvast blik og en bemærkning om ikke at være fræk. Så sagde hun ‘nej, det er nok ikke en god idé’ og lagde sig ned i sengen igen.

Hun blundede lidt, og jeg sad og holdt hendes hånd. Jeg kiggede på hver enkelt linje i hendes hånd. Hendes negle, fingrenes form, håndens farve. Jeg indprentede mig alle detaljerne, og jeg husker dem endnu. De hænder, der så kærligt har holdt mig og kærtegnet mig hele mit liv.

Hun havde smerter, så hun rynkede panden i sin hvile, og sygeplejersken, der sad sammen med os, skruede op for hendes morfindrop. Vi sad lidt, og jeg lyttede til min mors åndedrag. De var besværede og hun hev efter vejret. Hendes hvile var urolig, og hendes ansigt viste, at hun kæmpede, at det gjorde ondt. Der blev igen skruet lidt op for morfinen, og det virkede som om det virkede lidt. Der kom lidt mere ro på min mor. Jeg strøg hende over hånden og talte med hende. Jeg takkede hende for mit liv, og jeg sagde, at det var okay, at hun tog afsted nu. Jeg lovede hende, at jeg ville klare mig.

Jeg sad med hendes hånd i min i lang tid og lyttede til hendes vejrtrækning, hivende, hvæsende og besværet. Sygeplejersken sagde til mig, at hun var helt væk af al morfinen nu. Der var stille. Udenfor kørte bilerne videre i mørket, små bitte lys nede på vejen.

Pludselig satte min mor sig op. Hun skubbede mig væk. Helt rank sad hun pludselig op i sengen med åbne øjne. Hun kiggede ud gennem væggen med et glad udtryk i øjnene, hvorefter hun faldt tilbage i sengen med et suk. Hendes ansigt så ikke længere plaget ud, smerterynkerne glattedes ud. Hun så fredfyldt ud, og hendes vejrtrækning blev dyb og regelmæssig. ‘Hvad mon hun så der?’ sagde sygeplejersken. Jeg vidste, hvad hun mente og var glad for, at det ikke bare var mig, der undrede mig.

Sygeplejersken sagde til mig ‘du skal ringe efter din far og din bror nu’, og jeg vidste, hvad hun mente. Det var tid. Min mors liv var ved at slutte. Jeg ringede til min far og sagde, at han skulle komme og bad ham ringe til min bror.

De nåede begge to at komme, så vi var alle tre hos min mor, da hun døde. Hun kæmpede for at blive, hun kæmpede for at forlade os, men hendes krop kunne ikke mere. Jeg holdt hende tæt, som hun har holdt mig, da jeg var lille. Jeg sagde til hende, at hun godt måtte give slip, og det gjorde hun så til sidst.

Klokken var 20:15, det var lørdag aften, og min mor var død, bare 58 år gammel. Hendes kaffe med mælk stod urørt på hendes natbord. Jeg var 28 år, og jeg var ikke parat til at sige farvel til min mor. Overhovedet ikke. Min verden, som jeg kendte den, stoppede lige dér, og jeg så med vantro, at bilerne stadig kørte på vejen udenfor. De burde have holdt stille, for verden var stoppet.

Verden kom i gang igen. Min verden gik videre. Det tog sin tid at komme gennem sorgen. Et år, faktisk. På den anden side af sorgen lå et andet liv, der med tiden blev et bedre liv, fordi jeg selv er blevet mor og selv oplever den kærlighed, hun oplevede, da hun fik mig og min bror.

Jeg savner hende tit, men sorgen er heldigvis for længst væk. Selvom det ikke nytter noget, så tænker jeg tit over, hvordan vores liv ville have været, hvis hun havde været her i dag. Hun ville have været lykkelig og stolt over Nicholas. Han var blevet rå-forkælet. Hun ville have været en nærværende mormor, og det savner jeg hver dag. Det er min største sorg, at hun ikke nåede at møde ham, og at han aldrig kommer til at møde hende. Hun mødte heller aldrig Allan. Jeg er sikker på, at de to ville have haft det skønt sammen. De ville have haft så meget mere end mig til fælles, det ved jeg.

Hun ville have kunnet holde sammen på vores familie. Det har jeg ikke formået. Min far bor 110 km væk, og min bror ser vi aldrig mere. For 12 år siden mistede jeg min mor og uden at vide det dengang, mistede jeg også resten af min familie den aften. Det skete selvfølgelig ikke netop dén aften, men det startede den aften og er blevet sådan siden.

Vi var oppe på kirkegården i dag. Som det altid går, så var det blevet mørkt, men det gør ikke noget. Jeg elsker kirkegården i mørke. Den første tid efter min mors død var jeg tit på kirkegården i mørke. Så stod jeg der i mørket og kulden og sneen og græd. I dag brugte vi meget tid på at jagte Nicholas, fordi han pilede rundt på kirkegården. Men vi fik sat både blomster og et lys til min mor.

Og hvad siger man så? Altså … man kan jo ikke sige tillykke, vel? …  Tillykke, du har været død i 12 år? Det går ikke. Vi blev enige om, at det nok snarere var noget i retning af ‘sur røv!’. For det er virkelig det, det er – sur røv, at hun ikke er her mere!

Ud over at være ekstremt træt, så har jeg fået en hoste på halsen, og jeg lyder som dagen efter en heftig bytur med sprut, smøger og karaoke i rige mængder. Det lyder dog værre end det er. Heldigvis har jeg ikke ondt i halsen. Det gør ondt, når jeg hoster, men det kunne være værre. Jeg satser på, at det er på vej VÆK.

NC var frisk igen … allerede klokken 3 .. så jeg er lidt spændt på, hvordan hans første dag i børnehaven har været. Min første dag på kontoret har været fin. Jeg er ved at trække salgsrapporter og har fået mystiske tal ud. Hele 3 forskellige bud på hvordan salget så ud i december har jeg fået – ved at trække samme rapport tre gange. Først troede jeg, at jeg havde trukket en forkert rapport, men den er god nok, det er forkert. Der er nu folk på sagen – og kaffe i min kop.

7:15 kiggede jeg ind til ham. Han bevægede sig let. Jeg gik ud igen, og lidt efter stod han i døren og missede søvnigt mod lyset. Jeg samlede ham op, han var mild, blød og glad. Han var lidt varm, men virkede ellers frisk.Jeg gav ham en panodil som lægen havde anbefalet, og så er det klart, at vi ikke kan sende ham i børnehave i dag. Jeg ringede og meldte mig med barn syg og ringede derefter og meldte NC syg.

Og sådan går det til, at jeg sidder her med Thomas Tog på DVD’en, en glad dreng i sofaen og en computer i skødet, mens jeg forsøger at få fulgt op på lidt arbejde. Det holder lidt hårdt, fordi NC hele tiden vil kramme, have sit ben liggende på tastaturet eller ansigtet hvilende på min skærm. Samtidig er det hyggeligt.

Mens vi sidder her er jeg ved at rense vaskemaskine. Det er omstændeligt, og det er noget, jeg ellers aldrig får taget mig sammen til; først skal sæbeskuffen være i blød i 30 minutter, og så skal der vaskes to vaske på 60 grader med vaskemaskine-rens. Derefter skulle vaskemaskinen være ren igen. Det er nødvendigt, for i går gik den i stå midt i en vask med et fyldt og ikke mindst tilkalket fnugfilter. Når fnugfilteret ser sådan ud, hvordan mon ikke resten af vaskemaskinen ser ud indeni? Da den er en af mine bedste venner må jeg vist hellere give den en kærlig kur-behandling ♥ ♥

Her til formiddag gik det dog helt galt. Det var som om han var blevet besat. Han var SÅ træt, og jeg prøvede at lægge ham til middagslur. Han græd og skreg på en helt forfærdelig hjerteskærende måde, som vi kun meget sjældent hører fra ham. Jeg kunne ikke komme i kontakt med ham, han skreg bare. Efter 1 ½ time hvor vi havde prøvet alt lige fra at ligge og kæle i sengen, hans seng, min seng, sofaen, madrassen på gulvet til at se film, læse bøger og skændes med Allan. Intet af det virkede, skal jeg måske nævne.

NC var til sidst så desperat og skreg, at han var bange for mus, for mor og bare bange sådan helt generelt. Han skreg ‘hjælp, hjælp’ og ‘væk, væk’. Han skreg også av og en enkelt gang skreg han, at han havde ondt i ørerne. Øjeblikket efter var det ikke ørerne, men numsen. Altså ikke noget klart svar, og det kan man heller ikke forvente af en på 2½ år – men man spørger jo alligevel, når man ikke selv aner sine levende råd.

Til sidst ringede jeg til vagtlægen. Jeg var parat til at aflevere ham. Ikke fordi jeg var træt af at høre på hans skrigeri, men fordi jeg følte, at det her – det kunne jeg slet ikke magte.

Jeg var kommet totalt til kort, jeg havde ikke flere forslag. Jeg frygtede, at han havde fået en eller anden form for psykose, et voldsomt angstanfald, eller en pludselig opstået hjernesvulst, der var ved at stjæle min nemme dreng fra mig. Han havde ikke symptomer på mellemørebetændelse; ingen feber, ingen riven i ørerne, han sover længe om morgenen, er urolig om natten, men ikke værre end at jeg kan få ham til at sove igen.

Før jeg ringede til vagtlægen tog jeg hans temperatur. Det var nærmest umuligt. Han kæmpede voldsomt i mod og skreg som besat. Vi måtte to til at holde ham. Han havde 37,5 i feber, så det var ikke så meget, men vagtlægen sagde ‘kom med det samme, I skal være så hjertelig velkomne’.

Vi kørte til vagtlægen, vejen til Gentofte føltes uendelig. På vejen derover skreg han af al magt. Han skreg ‘hjælp’ og så mig ind i øjnene med et panisk blik. Mit hjerte frøs til is. Han ville have huen af, av av, og så ville han have den på igen. Han rakte armene mod himlen, og han rystede over hele kroppen. Sveden løb af ham.

Vagtlægen spurgte, om han havde haft en traumatisk oplevelse med en læge. Meget berettiget spørgsmål eftersom NC skreg af angst/smerte/panik og af al magt forsøgte at komme ud af stuen og af hospitalet. Hans skrig rungede i de højloftede gange, og jeg kunne intet høre af, hvad lægen sagde, så det tog Allan sig af.

Hans højre øje var fyldt med en meget kraftig mellemørebetændelse, så vi fik en recept med og satte kursen mod døgnapoteket i Lyngby. Tænk, at det var så simpelt. Mellemørebetændelse. En tåre trillede ned af min kind – var det bare det? Får jeg så min dreng tilbage?

Nu sidder han i sofaen, han har fået en panodil, og han har set Bee Movie og ser nu Minisekterne. Han griner, snakker og krammer mig. Panodilen virker. Men nu har han også symptomer på mellemørebetændelse. Nu klør hans højre øre gevaldigt, og han river meget ofte i det.

Jeg vidste, at jeg skulle have taget et kursus i at være mor – !!! Hvad fanden hjælper det at kunne lave en Long Island Ice Tea og en skudsikker marketingplan, når man ikke engang kan finde ud af, at ens søn har meget kraftig mellemørebetændelse?

Efter 39 nytårsaftener er jeg holdt op med at forvente for meget, for nytårsaften har aldrig for alvor dannet rammen om den perfekte aften eller den store fest. Trods al udstyret; tøjet, maden, champagnen osv., så er nytårsaften en opreklameret varmluftsballon.

Én nytårsaften skiller sig dog ud. Nytårsaften 1999. Årtusindeskiftet, hvor jeg startede aftenen med at tage ud og besøge min mor på Herlev Hospital i glimtende nytårsoutfit. Min mor krammede mig og kaldte mig smuk med tårer i øjnene. Jeg krammede hende hårdt, og vi ønskede hinanden godt nytår velvidende at det kommende år ville blive det værste, det sidste.

Jeg tog ud i natten til nytårsfest med mine bedste veninder. 8 dage senere mistede jeg min mor, og min verden som jeg altid havde kendt den kom til en ende.

Men det var nu ikke det, vi håbede på. Vi ville godt have været sammen med andre end os selv, men invitationerne har ikke ligefrem væltet ind. Ingen har vi fået, faktisk – og de gæster, vi har inviteret, har sagt nej tak. De tider er forbi, da vi var spændende, unge, single og uden børn – dengang var vi populære gæster nytårsaften – og de nytårsfester, jeg inviterede til, var sgu aldrig afbudsramte. Men sådan er det ikke længere.

Her til morgen spiste vi morgenmad hos Allans forældre, hvorefter vi var ude og handle. Allan kørte derefter NC og jeg hjem, og jeg lagde NC til at sove. Det ville han bare overhovedet ikke, men jeg lagde mig sammen med ham i min seng, og til sidst kapitulerede han. Jeg bar ham ind i hans egen seng og gik i gang med at sætte varer på plads, rydde op og smide resterne af julefrokosten ud.

Allan kom hjem med maden til nytårsaften. Den skal nemlig have én over nakken til vores egen lukkede og eksklusive persona non grata nytårsfest i aften med super lækker mad lige efter vores smagsløg med bl.a. hummer, foie gras og tournedos. Allan kom hjem med 4 kasser med mad fra Jægerhytten:

Jægerhyttens Nytårsmenu 2011:

*

Hummer, rejer, torsk og røget hellefisk med  bagte rødløg, rødbede tapenade, valnødde aioli, dild og friske salater.

*

Nytårs terrin af braiseret kalv, foie gras og svampe med syltede gulerødder, sennep, trøffel, æble, madagascar peber og frisée.

*

Oksemørbrad med estragon créme, bagte jordskokker, kartoffel duchesse,  porre/rødvins kompot og råmarinerede rodfrugter.

*

3 danske oste med hjemmelavet tilbehør.

*

Karamelfromage på chokolade bund med syltede bær, appelsin/passions coulis, pære granité og lakrids.